S-tog – den københavnske togbane – blev åbnet af DSB i 1934. Det var med strækningerne Frederiksberg – Vanløse – Hellerup og Klampenborg – Valby) og sidenhen betydeligt udvidet som Københavns primære regionale jernbanesystem.
Dens strækninger strækker sig fra København til:
– Køge (Vallensbæk 1972, Hundige 1976, Solrød Strand 1979, Køge 1983)
– Høje Taastrup (Glostrup 1953, Taastrup 1963, Høje Taastrup 1986)
– Frederikssund (Vanløse 1941, Ballerup 1949, Frederikssund 1989)
– Farum (1977)
– Hillerød (Holte 1936, Hillerød 1968)
– Klampenborg (1934)
Dvs. den består af seks hovedlinjer eller *fingre*.
Efterfølgende kom Ringbanen Hellerup-Vanløse, der blev opgraderet og forlænget via Flintholm til Ny Ellebjerg i 2007.
Ringbanen forbinder de seks hovedlinjer og gør det dermed markant nemmere at skifte mellem linjerne.
Den oprindelige strækning Vanløse – Frederiksberg er siden blevet omlagt til metro og er ikke længere en del af S-banen.
I dag har ruterne bokstaver
– A (Hundige – København H – Hillerød)
– B (Høje Taastrup – København – Farum)
– Bx (Høje Taastrup – København H – Buddinge)
– C (Frederikssund – København – Klampenborg)
– E (Køge – København H – Holte)
– F (Ny Ellebjerg – Flintholm – Hellerup)
– H (Ballerup – Købnehavn H – Østerport)
Togsystem
S-toget fungerer både som et storby-, lokalt og regionalt togsystem med varierende afstande mellem stationerne. På den centrale strækning mellem Hellerup og Valby fungerer S-toget også som et metrosystem.
S-togsnettet arbejder sammen med regionaltog, busser og metroen som en sammenhængende infrastruktur.
S-toget var den første elektrificerede jernbane i Danmark
Togene får 650 V jævnstrøm fra køreledningerne.
De vigtigste kendetegn ved S-banen er hyppige afgange, hurtig acceleration og deceleration samt faste afgangsintervaller (taktkøreplan) med korte stop ved stationerne og mange standsningssteder. Pga. den høje tæthed af togtrafik på den centrale strækning er der implementeret et særligt HKT-styringssystem for at sikre høj sikkerhed.
Den første generation af S-toge blev indkøbt fra 1934 til 1962, og den sidste blev udrangeret i 1978.
Anden generation blev indkøbt fra 1967 til 1978, og den sidste blev udrangeret i 2007.
Tredje generation blev taget i brug i mindre antal fra 1979 til 1986 og blev udrangeret i 2006.
Fjerde generation kører findes i to udgaver – en lang med 8 vogne og en kort med 4 vogne.
Fra 1978 til 1989 havde Hovedstadsrådet ansvaret for S-banen, mens S-togsdriften fortsat lå under DSB. Siden 1999 er S-togsdriften blevet udskilt som DSB S-tog A/S, et 100% ejet datterselskab af DSB. Infrastrukturen forvaltes af Banedanmark.
Stationer
S-banen har et varieret netværk af stationer, der spænder fra de ældste til de nyeste.
Bernstorffsvej st. er fra 1936, mens Danshøj fra 2005 repræsenterer de nyere tilføjelser. Carlsberg Station, anlagt i 2014, er et eksempel på S-banens stadige udvikling og tilpasning til samfundets behov.
I alt er der 87 stationer, der betjenes i normal drift. Dog betjenes Kildedal og Vinge ikke nat efter fredag og lørdag. Nogle tidligere S-togsstationer, såsom Frederiksberg, Solbjerg og Lindevang, er blevet erstattet af metrostationer, mens andre er blevet erstattet af nye S-togsstationer, som Ellebjerg og Enghave.
Med undtagelse af Køge Bugt-banen er alle S-toge blevet etableret ved elektrificering af eksisterende baner. Mange af de nuværende stationer stammer derfor fra før S-togene, herunder Glostrup og Taastrup, som åbnede i 1847.
De fleste stationer består af to spor med enten sideliggende perroner eller en øperron imellem. Ældre stationer havde typisk en stationsbygning, men moderne stationer er blevet mere enkle og ubemandede, med billetautomater som det primære billetsalg.
Nørreport er en af de ældste undergrundsstationer, mens Nørrebro er landets eneste højbanestation. Andre stationer varierer i placering, fra at være anlagt på dæmninger til at være forsænket i terrænet.
Specielle eksempler inkluderer Rødovre, hvor spor ligger på forskellige niveauer, og Lyngby, hvor en vej passerer over stationsbygningen.
Om S-Togs navnet //
Oprindelsen af *S* i S-togsnavnet er ikke entydig, men det er sandsynligt inspireret af det tyske *S-bahn* (forkortelse for Stadtbahn = stadsbane/bybane). I 1934 blev navnet valgt gennem en rundspørge i Politiken. *S-tog* og *S-bane* blev anset for de bedste forslag, måske påvirket af de karakteristiske skilte med vingehjul, *S* og en krone, som allerede var opsat for at markere stationsplacering. I Tyskland var betegnelsen *S-Bahn* blevet taget i brug i december 1930, formentlig både som Stadtbahn (bybane) i Berlin og Schnellbahn (hurtigbane) i Hamborg. Dog har nyere fund vist, at DSB allerede omkring 1932/33 havde besluttet sig for betegnelsen S-banen.
En anden kilde hævder, at ifølge en tidligere generaldirektør i DSB, står *S* for stiv køreplan, hvilket indikerer, at togene afgår på faste minuttal.
DSB’s årsberetning for finansåret 1933-1934 nævner: *Baner med en stiv køreplan betegnes S-baner, og ved indgangen til disses stationer opstilles et S-mærke*.