Haloer / lysende ringe omkring solen og månen

Haloer er fascinerende lysfænomener, der opstår, når sollys eller måneskin passerer gennem iskrystaller højt oppe i atmosfæren.
Disse iskrystaller findes i tynde cirrusskyer, som befinder sig i højder på omkring 5-10 km. over jordens overflade. Når lyset passerer gennem krystallerne, brydes og afbøjes det, hvilket skaber de karakteristiske lysende ringe eller buer, som vi kender som haloer.

Dannelse af haloer/

Iskrystallerne i cirrusskyerne er typisk sekskantede og kan have forskellige former, herunder pladeformede eller blyantformede. Det er netop krystallernes særlige geometri, der gør det muligt for dem at fungere som små prismer, der bryder og afbøjer lyset. Når lyset passerer gennem iskrystallerne, afbøjes det i en vinkel, der typisk er 22°, hvilket danner en lysende cirkelbue omkring solen eller månen. Dette er den mest almindelige type halo og kaldes derfor en 22° halo. I sjældnere tilfælde kan lyset afbøjes i en vinkel på 46°, hvilket skaber en større og mindre almindelig cirkelbue.

Haloer og vejrfænomener/

Haloer ses ofte i forbindelse med varmfronter, hvor tynde cirrusskyer trækker ind over himlen. Disse skyer er et typisk tegn på en forestående varmfrontspassage, men haloer kan også opstå uden en front, så længe der er et tilstrækkeligt tyndt lag af cirrusskyer, der tillader haloen at ses tydeligt. I modsætning til varmfronter, hvor de tynde skyer dominerer, vil koldfronter ofte være præget af tykkere skydække med lavere skyer, hvilket forhindrer dannelsen af haloer.

Når man observerer en halo, kan man ofte lægge mærke til, at himlen inden for haloen ser mørkere ud end udenfor. Dette fænomen kaldes Alexanders mørke bånd og er opkaldt efter den græske filosof Alexander af Afrodisias, der beskrev det i forbindelse med regnbuer omkring år 200 e.Kr. Det er et ‚underskud af lys‛, som opstår, når lyset brydes i iskrystallerne og efterlader det indre område af haloen i relativ skygge.

Månehaloer/

Ikke kun solen, men også månen kan skabe haloer. For at en månehalo skal være synlig, kræves det dog, at månen er fuld eller næsten fuld, da der skal være tilstrækkeligt med lys til at danne en tydelig halo. Månehaloer opfører sig på samme måde som solhaloer, hvor lyset brydes gennem iskrystallerne i cirrusskyerne og skaber en cirkelbue omkring månen.