Natur
Orø har et rigt plante- og dyreliv.
Hvis man er heldig kan man støde på sæler og marsvin ved Orøs kyster.
Isefjorden er rig på fisk, bla. store blanke havørreder.
Råvildt, ræve og harer kan ses ofte på vandreture, men vil du se mere eksotiske dyr kan en tur i Orø´s mini zoo anbefales.
Grønbroget tudse
Den fredede paddeart lever på Orø, den bliver også kaldt fløjtetudse, fordi hunnens kvækken lyder som en fløjtetrille. Tudsen er 6-9 cm lang og ligner en skrubtudse. Den har dog flotter farver da den er lysegrå til olivengrå og har store, grønne, bugtede pletter med sort kant, som nærmest ligner militært camouflagetøj. Den grønbrogede tudser er fantastisk til at tilpasse sig ekstreme forhold, og er fundet både oppe i Himalayas bjerge og i Saharas ørken.
Fugle
Der findes mange fugle arter på Orø, her er bla. svaner, grågæs, edderfugle, gravænder, spidsænder, krikænder, gråænder, skarve, blishøns, måger, fjordterner, strandskader, fiskehejre, regnspove, viber, fasaner, ringduer, krager, tårnfalke, musvåger, ugler, nattergale, større rovfugle og sangsvaner.
Planter
Der er på Orø siden 2008 blevet talt 742 forskellige planter. Heri bla den sjældne orkidé, mygblomst, som Orø har en af landets største bestand af.
Mygblomsten blev set for første gang på Orø i 1995, men blev så først set igen i 2006. Den er på listen over arter, der kræver udpegning af bevaringsområder og streng beskyttelse i EU´s medlemslande.
Historie
Orø ser ud som den gør, fordi afsmeltede ismasser efterlod store mængder af sten, grus og sand som havde været indefrosset i enorme ismasser. Disse materialer dannede den form landskabet har i dag. Det var 10.000 år siden i istidens afslutning. Inden ismasserne pressede på, var der ingen Orø eller Isefjord, men da presset var forsvundet, havde landet hævet sig, og Orø var et bakkedrag på Sjælland. Da isn smeltede steg vandstanden, og landhævningen kæmpede mod vandstigninger i århundrede, og skiftedes gennem tiderne til at dominere. Da det blev stenalderen havde havet overtaget, og Orø var nu en ø.
Der er fundet flere køkkenmøddinger på Orø, hvilket viser at øen var beboet i stenalderen. Øens stednavne, grave og bronzealderhøje peger på at der i bronzealder og vikingtiden var stor aktivitet på Orø.
Orøs middelaldernavn var *Warthærø* eller ”øen med vagtposten” stammer fra vikingetiden. Man har fra øen kunne overvåge alle både på gennemsejling.
I Valdemars Jordebog skrevet Wartherø i 1320 Worthærøø. Hvilket tyder på at der har været to (flere). Orø deler Isefjorden i to bredninger, en yderbredning og en inderbredning. Disse er indbyrdes forbundne ved to smalle sejlløb, Vesterløbet og Østerløbet. Ved det førstnævnte ligger Børrehoved, ved det sidstnævnte Børreklak.
Mens man i vores dage intet kender til et anlæg på Børrehoved, er Børreklak navn på en i 1870-71 totalt sløjfet halvkredsvold med foranliggende grav, åben ud imod den stejle fjordbrink og omsluttende en flade på kun ca. 9 x 7,5 m, altså lige stor nok til at kunne rumme et lille tårn, men heller ikke mere.
Øen har altså haft to anlæg, af hvilke det ene, Børreklak, sandsynligvis har rummet et primitivt vagttårn af tømmer, medens karakteren af anlægget på Børrehoved ikke kendes, da det må være blevet jævnet længe før. Fra disse to punkter har begge sejlløb kunnet holdes under kontrol, og faresignaler gives dels til Tuse Herred i vest, dels til Hornsherredi øst. Isefjorden har været vigtig indfaldsport til de vest- og midtsjællandske bygder.
Margrethekorset fra Orø
Det store særprægede relikviekors, lavet i Norden omkring år 1000 med byzantinsk påvirkning er fundet på Orø.
Dette arkæologiske fund blev gjort af tjenestepige Bodil Margrethe Hansdatter i 1849, på Orøs nordspids. Hun fik øje på kanten af en blank genstand, som viste sig at være et guldkors – det er efter tjenestepigen at det er opkaldt Margrethekorset. Pigens morbrødre fandt derefter guldkæden Urnesstil og guldperlen, der hører til korset, kort fra korsets findested.
På korset er der indskrifter, fx. ISACO, som står for Isak og Abrahams søn. Isak var et meget anvendt drengenavn i middelalderen, især på Sjælland og i Skåne. Et andet sted står der: OLAFC / VNVnCE, dvs. olaf cununce. Olaf eller Olav var et udbredt navn, mens cununce vist nok er en svensk form af ordet Konge. Dette kan henvise til den norske helgenkonge Olav Haraldsson, men også dronning Margrethes søn hed Oluf, som en gang havde tabt sit kors under jagt. En anden overlevering er, at dronning Margrethe havde et jagtslot på toppen af Stensbjerg. Google for flere indskrifter!
Korset og kæden vejer 310 g og er 22 karat. Det er 8,3 cm højt og 6,25 cm bredt. I dag er det udstillet på Nationalmuseet i København, men der er en kopi på Orø Museet.
Korsets finder Bodil Margrethe fik en godtgørelse for fundet på 334 rigsdaler, og dermed blev hun accepteret til at blive gift med en bondesøn fra Bybjerg, som hun i første omgang ikke fik lov til.
Rundt på Trampestierne er der sat infotavler og kunst op. Bla. om Sørøveren Børre
Da Dronning Margrethe d. 1. var død gik Kalmarunionen langsomt i opløsning. Derefter kom en del sørøvere i Danmark og Sverige. Ved Østre færge borganlæg nedsatte en sørøver sig, han hed Børre. Børre huserede rundt omkring i Isefjorden, og han blev fanget og hængt, og derefter blev han halshugget og hans hoved blev sat på en stage på Næsset. Derfor hedder Næsset Børrehoved til minde om Sørøveren Børre. Foreningen KulturBehoIderen har sat en skulptur af Børre op på Næsset.
Orø Kro
Fortællingen lyder på, at tilbage i 1700-tallet skulle præstefruen aflastes. Hun tog derfor initiativet til at bygge kroen, da hun var træt af beværtningen i præstegården efter søndagsgudstjenesten.
I 1822, købte bonden på Stensbjerggård sin ejendom til selveje af domkirken i Roskilde og udstykkede 4 grunde. Hans Pedersen fra Gladsaxe købte en af grundene og byggede et hus, og indrettede det til kro. Man kan læse mere på Orø Kros hjemmeside
Link