Naturen
Man kan stortset se vandet alle steder på Bogø.
Østerskov er øens gamle skov, mens Vesterskov er plantet i 2001.
Der er adskillige fortidsminder i Østerskov, bla. Hulehøj ved skovpavillonen, men der er flere andre gravhøje, samt der er markante spor af en jernalderlandsby.
Skovene på Bogø
Tilbage i oldtiden var hele øen dækket af skov.
Da jorden blev opdyrket svandt skoven ind.
Inden 1769 var her to skove, Østerskov og Vesterskov, men under stavnsbåndets ophævelse blev Vesterskov ryddet, og i mange år var her landbrugsjord.
Vesterskov
I foråret 2001 blev de første træer igen plantet i Vesterskoven.
Her vokser 30 forskellige slags træer og buske, heraf bøgetræerne er fremspiret af bog, der blev indsamlet i Østerskov.
Østerskov
Den ligger på den østlige side af Bogø, og kaldes også Bogø Skov da der siden 1769 kun har været en skov på øen.
Bogø Østerskov er en privatejet skov.
Link
Skovbrug
Fra 1348 til 1769 var Bogø Krongods, og i perioden 1752 til 1631 var øen kongelig vildtbane (jagtdistrikt). At kronen ejede Bogø betød at de centrale myndigheder kunne rekvirere brænde fra Bogøs skove. Da Bogø beboerne i 1769 købte øen, blev Vesterskov og Østerskov fælleseje. Dette køb blev finanseret ved at fælde Bogø Vesterskov.
Ikke alle bønder var enige i at man udskiftede skovene var en fordel, og i 1809 opstod der uenighed, omkring en forestående udskiftning af fællesskoven Østerskov, og efter en lang sag blev det i 1816 givet tilladelse til at skove fortsat skulle blive ved fællesdrift, opdelt i anparter. Bogø Østerskov var oprindelig opdelt i 30 anparter, 29 helgårde og en præstegård. Gennem årene er der sket yderligere opdeling, frasalg mm., så idag er der 103 ejere til de 125 ha. Skovens ejendomsvurdering var i 2015 17,6 mio. kr.
De dominerende træer i Østerskov er bøg og ahorn, mens ask hurtigt forsvinder pga. en svampesygdom.
Skovens flora er bla. navr, rød el, kvalkved, tørst, benved, almindelig og dunet gedeblad, vortebirk, hassel, rød kornel, almindelig tjørn, skovæble, slåen, fuglekirsebær, vrietorn, hyld, røn, hulkravet kodriver, humle, tveskægget ærenpris, skov-gøgelilje, dansk ingefær, liden lærkespore, skovmærke, hvid og blå anemone og ørnebregne.
En stor del af Østerskovs produktion bliver eksporteret. Bøg især til det asiatiske marked, mens nåletræ overvejende går til Tyskland.
Det der ikke egner sig til tømmer, bliver solgt som brænde og flis.
I 1997 blev Foreningen Vesterskov stiftet med det formål helt eller delvis at genrejse Vesterskov.
I 2001 blev de første 25.000 træer plantet på et 5 ha stort areal, heriblandt 7.000 bøgetræer, fremspiret af bog, indsamlet af frivillige i Bogø Østerskov.
Bogø By
Bogøs eneste egentlig by er Bogø By, som ligger højt midt på øen, hvor landsbyen følger højderyggen fra Bogø Kirke i nord og Bogø Havn i syd. Øst for Bogø by er landskabet en rolig moræneflade og i vest et mere uroligt, småhullet dødislandskab.
Den ældre bykerne, Gammelby, ligger omkranset af træbeplantning og har en sluttet karakter, mens Nyby, efter vindmøllen, er mere åben med udsigt til Stubbekøbing, den by, som skipper- og søfartsbyen Bogø oprindeligt havde de tætteste bånd til.
Gaderne i den nordligste del af byen, Gammelby, følger de oprindeligt stjerneinddelte jorders opdelingsstruktur, og vidner om tiden før udflytningen. Sporene fortsætter ud i markerne, der er inddelt af levende hegn, hjulspor og veje.
Hovedgaden afsluttes i nord af den hvidkalkede præstegård fra 1923 i nyklassicistisk stil, tegnet af arkitekt Einar Ørnsholt.
I 1921 var det gamle stuehus blevet nedrevet. Det havde dannet midten i et trefløjet anlæg med stald og lade. Præstegården fungerer siden 2005 som sognegård og rummer et lokalhistorisk arkiv. Den ligger ved en stor forplads med træer og udsigt til farvandet nord for Bogø, samt Bogø kirke og kirkegård bag kirkegårdsmuren.
En yngre bydel mellem havnen og den ældste bykerne rummer forsamlingshus og brugs, samt oprindelig også pengeinstitutter, købmænd, kro og el-værket.
Området omkring Bogø Kostskoles hovedbygning er domineret af høje træer,hvilket giver en helt særlig stemning mellem de herregårdslignende bygninger.
Denne fortætning, efterfulgt af det åbne, fredede område med Bogø mølle fra 1852 og Møllegården, markerer rumligt overgangen mellem ældre og ny by.
Bogø Havn ved Lindebroen med færgeleje for overfarten til Stubbekøbing, de statelige kaptajnsvillaer og mindre skipperhuse, med nogle skibsnavne på facaderne, og ikke mindst navigationsskolen, udgør de væsentligste spor af Bogø som søfartsø. Kaptajnsvillaerne er typisk grundmurede huse fra omkring århundredskiftet 1900 med pudsdetaljer, store karnapper og frontkviste, pudsudsmykkede gavle og gesimser. Denne rige detaljering tilskrives forbindelsen til søen: kaptajnsvillaerne skulle have udsyn og pondus.
Historie
Der findes 8-10 storstensgrave fra bondestenalderen i Bogø Østerskov.
Her er et anlæg der kaldes Nyhave Voldsted. Dette består af en ca. meter høj vold, der indrammer en oval plads på cirka 70 gange 80 meter.
På voldens yderside løber en lav grøft. Der hersker dog usikkerhed om, hvad Nyhave egentlig er. En lille befæstet landsby, en stor kreaturfold eller?
Lige ved området kan der ses skålformede fordybninger på et par meters diameter. Det vides ikke hvad hensigten med hullerne var.
I området er der med detektor fundet slagger af jern fra smedning, samt enkelte store fosfatkoncentrationer, der tyder på dyrehold.
Hulehøj
I Østerskoven er jættestuen fra bondestenalderen, denne er opført omkring 3200 f. kr.
Sagnet om Bogø
Ifølge sagnet om Bogø var kongen af Bogø i krig med Kong Hans af Vålse (Falster). Da kongen på Bogø blev dræbt , bad dronningen Kong Hans af Vålse om fred. Aftalen blev at freden skulle vare til den sæd dronningen såede var modnet. Kong Hans accepterede aftalen og drog tilbage til Falster. Derefter såede den kloge dronning bog, og dermed opstod de 2 skove Øster- og Vesterskov. Kong Hans holdt sin aftale og vendte aldrig tilbage til Bogø.
Skanserne ved Sortsø Gab mellem Bogø og Falster
I 1600-tallet under Svenskekrigene, samt under Englandskrigene (1801-14) blev der anlagt skanser flere steder langs Grønsund. De lå typisk parvis, på hver side af sundet, hvorved man med kanoner kunne beherske farvandet.
Skansen ved Vesterskov på Bogøs vestside blev anlagt under Karl-Gustavskrigen i 1657-60. De forsvarede, sammen med Sortsø skanse på Falstersiden Grønsunds nordre sejlløb, det såkaldte Sortsø Gab.
Jordværkerne fra den fredede skanse ved Vesterskov står stadig på toppen af den ca. 5 m. høje vestvendte kystskrændt. Skansen består af 3,5 m høje jordvolde, som danner et omkring 30 x 30 m stort værn parallelt med kysten. Langs indersiden af vestvolden mod vandet findes en lav banke, hvor skansens kanoner var opstillet. I Englandskrigene blev skansen suppleret med en ny større skanse 300 m. mod syd.
Bogø Sogn
Siden 2007 hører Bogø Sogn (som består af Farø & Bogø) indunder Vordingborg Kommune. Fra 1968 til 2007 indgik det i Møn Kommune.
I 1754 blev gårdene på Farø overført fra Vordingborg Sogn til Bogø Sogn.
I 1787 boede der 520 øboere på Bogø, i 1801 542, i 1840 til 950, i 1850 til 1095, og i 1890 til 1281.
Dette blev holdt stabilt indtil 1965, hvor det faldt til 978, i 1976 til 731, her efter begyndte det at stige igen, og i 2018 var det 1180, hvilket er fhv. uændret i 2021.
Over 60% af disse i der indgik i arbejdsstyrken pendler til arbejdspladser udenfor Vordingborg Kommune.
Infrastruktur
Forbindelserne til omverdenen i ældre tid, havde nok ikke et fægeri som der kendes i dag, men fragtmænd stod klar til transport med joller, sejlbåde og motorbåde. I forskellige perioder stod fragtmænd og udskibningsmuligheder ved Ålborgbroen (til Lille Damme på Møn), Stenkilde, Fruekilde (til Møn), Lindebroen (til Stubbekøbing), Vesterskov (til Sortsø), Skåningebro og Farø (til Bakkebølle på Sjælland).
For de sømænd fra Bogø, der skulle påmønstre skibe, som sejlede på Island og Grønland, gik vejen over Farø til Bakkebølle og derefter med vogn til København.
I omkring år 1900 var det traditionelle billede ændret, og der var daglige skibs- og bådforbindelser til de nærmeste øer.
Havne, anlægsbroer, veje, broer og dæmninger
Der kom i 1873 en anlægsbro ved Skånningebro på nordkysten af Bogø. Denne blev anvendt til passager- og godstransport. I dag er det et badested og lystbådehavn.
På Sydsiden af Bogø ved Lindebroen ligger Bogø Havn, dette sted er markeret på kort tilbage i 1800-tallet som *Baadeleie*. I 1860 og 1885 den blev udvidet til en knap 5 m brolagt mole, beskyttet af et lille stenrev mod øst. I 1892 blev der lavet målinger til etablering af en egentlig havn ved Bogø Havn. Der blev her besluttet at lave et havnebassin. Men først igen i 1918 tog man projektet op igen, og i 1921 gik man i gang, og havnen stod færdig i 1922.
Efterfølgende kom planer om færgelejet, samtidigt med at vejdæmningen over farvandet Letten mellem Møn og Bogø, for at forbedre tilkørsel til Bogø Havn. Samt også en ventesal og boliger til Bogø-Stubbekøbing overfartens personale. Dette tog sin tid, og først i 1943 kunne Dronning Alexandrines Bro og Bogø forbindelsen indvies. Derved var Bogø blev landfast med Møn og Sjælland, samt øen havde fået bedre forbindelser til Falster og Lolland.
I 1950érne kom et cafeteria ved ventesalen, og i 1998 blev der bygget en ny bro for lystbåde vest for midtermolen. Igen i 2012 kom endnu en udvidelse, for at få endnu flere pladser til lystbåde.
Farø og Bogø blev landfaste i 1979, da en 8 m bred dæmningsvej kunne tages i brug. Dæmningen består af indpumpet sand, som er tilsået med græssorter, der tåler havvand. Skråningerne er flade og uden stensikring, så de på naturlig måde indgår i landskabet. Stedet er et af Danmarks bedste kitesurfing spots. Konstruktionen af dæmningen begyndte i starten af 1978 og omfattede også jord- og vejarbejder på Farø for tilslutning til den kommende bro.
På Bogø blev Grønsundvej forlænget fra Bogø Havn frem til motorvejstilslutningen på Farø.
Farøbroerne blev indviet i midt 1985, og denne har haft stor betydning for Bogø og Møn.
I 1881 var dampskibsforbindelsen og postbefordring kommet til mellem Stubbekøbing, Bogø, Masnedsund (jernbanestation) og Grønsund (Møn) 2 gange dagligt. Tog man toget til Madsnedsund, kunne man tage dampskib til Tærø, hvorfra en båd kunne tages til Bogø. Derudover var det muligt at tage passagerdampere fra Stubbekøbing til forskellige dele af landet. Derved var det blevet meget nemmere at komme til Bogø end tidligere.
Post, telegraf og telefon
Bogø Telegrafstation blev åbnet i 1872. Telekablet blev ført over til Bogø fra Stubbekøbing. En telefoncentral blev taget i brug i 1904, og dennes manuelle betjening af centralen blev indstillet i 1972. Alle 3 funktioner var samlet i et hus ved Navigationsskolen.
I dag er postnummeret for Bogø og Farø 4793 Bogø By. Brevsamlingsstedet Bogø blev oprettet i 1861 med mølleejer Dan som bestyrer. Dette var underlagt postkontoret i Stubbekøbing, altså med postadressen Bogø pr. Stubbekøbing. Fra 1911 fik brevsamlingsstedet selvstændig postadresse Bogø. I 1921 fik posthuset status som en postekspedition med faguddannet ledelse, i 1921 ændredes postadressen til Bogø Sjælland og i 1934 til Bogø By. I 1966 blev postekspeditionen på Bogø underlagt postkontoret i Stege, og fra 1944 til 1951 lå postkontoret i Bogø Hovedgade 166, hvorefter det flyttede til den tidligere Bogø Navigationsskole. Omkring 1993 blev postekspeditionen omdannet til postbutik og placeret hos Spar-købmanden. I 2002 overtog Dagli’ Brugsen postbutikken.
Elektricitet
I 1908 fik Bogø sit første centralt elektricitetsværk. Dette blev i 1917 et andelsselskab.
Da olieleverancerne under 2. verdenskrig blev indstillet, producerede man strøm vha. en brændegenerator. Der blev fyret op om morgenen, hvorefter det tog et par timer før der kunne leveres strøm. Om aftenen lod man fyret gå ud, og kl 22 blinkede personalet 3 gange med lyset, som et tegn til forbrugerne om at det snart var slut med dagens strømforsyning. SEAS overtog jævnstrømsværket i 1951.
Bogø vindmølle blev opstillet i 1942 som en tobladet version. En trevingede vekselstrømsturbine fra 1952 blev overtaget af SEAS. Denne mølle havde høj virkningsgrad og var særdeles driftsikker. Vekselstrømsmøllens gennemsnitlige årsproduktion på 80.400 kWh var tre gange større end jævnstrømmøllens. I den moderniserede version vakte Bogømøllen international opmærksomhed. Erfaringerne fra Bogømøllen og den lidt senere Gedsermølle bidrog til at skabe en blomstrende dansk vindindustri.
Vandforsyning
I 1935 blev Andelsselskabet Bogø Vandværk blev oprettet og forsynede fra starten kun et lille antal husstande i selve Bogø By. Fra 1960-70’erne blev næsten alle ejendomme tilsluttet, herunder ca. 500 nyudstykkede sommerhusgrunde. Værkets forsyningsområde omfatter Bogø og Farø. Ledningsnettet er 38 km langt. I 2010 var der tilsluttet 1.184 forbrugere, heraf 459 husstande i byområde og 659 sommerhuse.
Sportsfaciliteter
Bogø har et idrætscenter med to haller, fitnesscenter, fodboldbane, tennisbaner, klubhus og omklædningsfaciliteter, alt i foreningseje.
Fra havnene er der mulighed for søsportsaktiviteter, kitesurfing dyrkes ved Farødæmningen, og der udbydes også rideundervisning.
Skoler
I 1720érne oprettede Frederik 4. 10 og 25 rytterskoler i hvert af rigets rytterdistrikter.
Skolerne fungerede som almueskoler for distrikternes børn.
På rytterskolerne blev der opsat enslydende kongelige mindetavler i sandsten.
Bogø Rytterskole anvendes i dag til boligformål, og tavlen sidder på facaden mod hovedgaden.
Bogøs skole blev opført lidt uden for nummer ved kongelig resolution af 11. juni 1727. Den var dermed en ekstra rytterskole nr. 241.
I 1952 flyttede Bogø sogns skole til en nyopført skolebygning, lige på den anden side af Bogø Hovedgade. Den nye skole var tegnet af arkitekt J.C. Louring allerede i begyndelsen af 1940’erne.
Bogø Navigeringsskole blev grundlagt i 1866, og lukkede i 1930. I 1919 var der kun 7 statsgodkendte navigationsskoler i Danmark: København, Bogø, Fanø, Marstal, Rømø, Svendborg og Ålborg. Navigationsskolen blev i 1922 overtaget af Bogø Kommune fra I/S Bogø Navigationsskole.
I dag er der Bogø Kostskole & Idrætsefterskolen Grønsynd.
Landbrug
På Bogø har husdyr spillet en stor rolle. Allerede tilbage i 1837 var der grise, hornkvæg, heste, får og høns.
Bogø var krongods fra 1348 til 1769, og i perioden 1572 til 1631 var øen kongelig vildtbane.
Fiskeri
Der er en indberetning fra 1771 omkring fiskeri på Bogø. Meldingen fra Stubbekøbing var, at der kun var en smule fiskeri fra byen, men ved sjældne lejligheder fangedes aborrer, flyndere, gedder og ål fra Bogø.
Håndværk
Fra ca. 1960 og frem til 1978 blev der produceret over 400 glasfiberbåde på Bogø. Dette var på Jupiter Værftet på Ålborgvej på øst Bogø. Værftet gik konkurs i 1974, og retten til Jupiterbådene blev i 1976 overtaget af Faaborg Værft, hvorefter produktionen flyttede dertil.
Turister
Bogø-Stubbekøbing-færgen er vigtig for cykelturismen. I sommermånederne er antallet af overførte cykler fordoblet fra 2000 til 2015. Da man ikke kan cykle over Farøbroerne, er Bogø-Stubbekøbing-ruten en hovedforbindelse for cykler mellem Tyskland og Skandinavien. Den indgår i to af Danmarks fire internationale cykelruter.
Historien bag overfarten Bogø Havn – Stubbekøbing på Grønsund
Grønsund har altid været en vigtig gennemsejlingsrute mellem Østersøen og Storebælt, og sundet har gjort båndene tætte mellem de omkringliggende øer.
Oprindeligt sejlede færgen mellem Borgsted (Møn) og Næs på Falster. Denne rute omtales første gang i en kongelig anordning fra 1661, men den går længere tilbage.
I 1929 overtog Præstø Amt færgen mellem Møn og Falster.
Overfarten mellem Bogø – Stubbekøbing stammer fra 1943, hvor ruten bliver flyttet fra Hårbølle på Møn og Næs på Falster.
I denne anledning blev der bygget en ny færgehavn på Bogø Havn, og samtidigt blev Bogø-Møn dæmningen anlagt, samt Dronning Alexandrines Bro mellem Møn og Sydsjælland.
Fra 1970 til 2007 ejede Storstrøms Amt, samt Møns og Stubbekøbings kommuner. Derefter ejes overfarten af Guldborgsund og Vordingborg Kommuner, disse ejerkommuner giver et betydeligt driftstilskud.
I dag sikre ruten, at det er nemt at bo på én af øerne og arbejde eller gå i skole på en anden.
Overfarten gjorde at indkøbsruten og fragtede falstringer og Bogø-boere til dyreskuer og grundlovsmøder, høst- og byfester, samt teatre eller biografer. I dag bidrager færgen *Ida* til turisme og erhvervslivet, og helt frem til Farøbroernes indvielse i 1985 var det en *hovedvej* mellem Møn-Bogø og Falster.
Hvert år bringes opmod 30.000 passagerer, ca. 4000 biler og 8000 cyklister over det smalle farvand, og med færre af de gamle færger i Danmark er *Ida* efterhånden en turistattraktion. I takt med den stigende cykelturisme, og at man ikke kan cykle over Farøbroerne, er færgen en international hovedvej for cyklister, og af den grund er sejlperioden udvidet til 1. maj til 30. sep., samt i efterårsferien.