Natur
Tunø har et mild klima, som giver øen en afvekslende natur.
Landskabet veksler mellem stenede strande, vandhuller, klinter, skov og landbrug.
Landbruget er hovedsageligt grøntsagsproduktion.
Bakkerne er moræne og drumlinbakker (morænebakke dannet under en glidende (tempereret) gletsjer.), samt lavningen er marint dannet.
Tunøs højeste punkt er den 24 m høje bakke *Bjerget*.
Mod øst har nedbrydningsmateriale fra klintekysterne aflejret sig i Revet.
Fra Thunøsund ligner det at Tunø i 2 øer. Det var det også engang i fordums dage.
Sejler man fra Aarhus og har kurs mod Tunø kan man i klart vejr se Tunø som 2 øer.
Da orkanen Bodil hærgede i 2013, blev rigtig mange træer væltet omkuld og man kunne se at området omkring Mosen der bestod af ca. 1 m. muld og underneden var der strandsand.
Muldlaget i den nordvestlige del af sundet er kun halvt så tyk som resten.
Det må derfor være den yngste del, hvor der har været havvand.
Det har været kendt at Tunø har været delt i 2. Men man har været usikker på om øen hang sammen i en af enderne eller Sundet rendte helt igennem.
Kigger man på Google Earth ser det ud til at sundet har rendt helt igennem. Der ses en tydelig lavning på kystlinjen hvor man ser havet som det eneste sted.
Det kunne så tyde på at det er der, den sydlige sundtragt har været i sin tid.
Øen er inddelt i områderne: Mosen, Nørreklint, Revet, Stenkalven, Sønderklint, Tunø by, Tunø Røn (sandodde i den østlige ende).
Vest for øen ligger sandbanken Tunø Knob. Her indviede Midtkraft i 1995 en vindmøllepark med ti 45 m. høje Vestas V39 vindmøller på 500 kW.
Disse producerer strøm til ca. 2.800 husholdninger.
Der er lavet undersøgelser, som viser at møllerne ikke generer dyrelivet i området.
Fuglelivet
Øen har ikke meget strandeng eller fladvand, og derfor begrænses fuglelivet til kun 17 vadefuglearter.
Ca. 50-70 par tejster har siden 1950 bygget redegange i klinterne.
Ved klinterne yngler ca. 30 par stormmåger.
Dyrelivet
Af padder er de mest almindelige lille vandsalamander og grønbroget tudse.
Der blev i 1990 udsat rådyr, og derudover er der vildtet fasan, agerhøne og hare.
Langs Sønderklint og på sandrevet Tunø Knob kan man være heldig at se sæler.
Der ses hyppigt marsvin omkring Tunø. Disse marsvin yngler bla. ved Mejl Flak nord for Tunø.
Plantelivet
Ved klinterne vokser der Horse-Tidsel, stenurt, Rød Arve og Læge-Oksetunge.
Af strandplanter er der bla. Kruset Skræppe, strandkål, strandarve, marehalm, cikorie, Liden Klokke, gederams, hedelyng og musevikke.
Hele Tunø har fra 1965 stortset været fredet – med undtagelse af Tunø By, havnen og lossepladsen (syd for havnen).
Fredningen gik oprindelig ud på at bevare de smukke landskaber og udsigter mod bebyggelser mv.
Siden er det også blevet vigtigt at beskytte tejsten, som er ynglefugl på Tunø, da den er gået stærkt tilbage i Danmark.
Nogle vandhuller er også blevet oprenset senere, af hensyn til den grønbrogede tudse der har sin nordligste udbredelse på Tunø og Samsø.
Historie
Der er arkæologiske fund, som fortæller at Tunø har været beboet siden 2.500 f.Kr.
Øens navn, Tunø stammer formodentlig fra det oldnordiske *Thund*. Dette betyder *forhøjning* eller *svulmen*, og som henviser til synet af øen på afstand.
Tunø By kan dateres helt tilbage til 1100-tallet.
I 1216 nævnes Tunø første gang på skrift. Der var da Valdemar Sejr bytter eller mageskifter øen *Thund* med biskoppen i Aarhus.
Tunøs egeskov forsynede domkirkebyggeriet i Aarhus med tømmer.
I stedet for at betale skat til kongen blev tunboerne pålagt en årlig skat på 1000 skrubber (flad fisk).
Senere blev Tunø udskilt fra Århus Stift, og beboerne købte selv Tunø.
Hovederhvervene for tunboerne har gennem tiderne hovedsageligt været landbrug og lidt fiskeri.
Mange har også tjent til livets ophold som sømænd på fragtskibe i både indenrigs- og udenrigsfart.
Der har kun været ganske få tunboere, der har været selvstændige skippere eller haft del i et fartøj.
Rundt om Tunø er der store lavvandede områder. Disse gjorde, at i 1700-tallet var bjærgning og lodsning en naturlig indkomstkilde for øens landmænd med en fortid i deres ungdom som sømænd.
Mange tunboere arbejdede også i de egeskove, som dækkede store dele af øen.
I 1852 brændte udover præstegården, 16 gårde og 15 huse i Tunø By.
Beboerne fra Tunø satte en mindesten i 1975 for det midt i byen.
Pga. branden, er de fleste huse på Tunø kun ca. 150 år gamle.
Gårdene blev derefter genopbygget ude ved markerne.
I 1895 kom den første telefon på Tunø, på Tunø Skole.
Senere blev der oprettet en telefoncentral og telegrafstation.
Fra 1895, til 1952 var det statstelefonen. Dette blev fra 1952 overtaget af Jydsk Telefon.
I 1911 blev *Thunø Bys Vandværk* dannet.
Vandværket blev anlagt midt i byen, hvor vandet blev pumpet op vha. en vindmølle, og vandtanken blev etableret ved kirken.
I 1921 boede der 225 på Tunø.
Der var mejeri, skole med elever på alle alderstrin, posthus, smedje, to købmænd, brugsforening, vandværk med vandtårn, en nyanlagt havn, to motordrevne møller samt en fastboende præst.
Derudover var der færgeforbindelse med Sjælland.
I farvandet imellem Tunø og Samsø sagtnede DSB-færgen farten, mens en lille kutter fra Tunø lagde op til siden af færgen.
Via en luge på den store færges vogndæk blev passagerer og fragt overført til Tunøbåden.
I 1952 boede der 200 mennesker på Tunø.
Store dele af øen var opdyrket med korn og græsmarker.
Der var mejeri, købmand, brugsforening og posthus.
I 1952 blev det besluttet af en gruppe tunboere at lave et lille vekselstrømsanlæg.
Arbejdet og placeringen blev overladt til firmaet Reimann fra Aalborg. Der blev oprettet ledningsnet og installationer.
I 1953 startedes den 15 hk store Bukh-dieselgenerator, og der kunne nu leveres strøm fra kl. 16 til 22.
Kapaciteten blev kort tid efter udvidet med en 5 hk.-motor. Derved kunne der køres igennem om natten, hvor forbruget var meget lavt.
Efter et års tid var de fleste af Tunø beboere brugere, og der blev købt en 40 hk-motor og senere én på 60 hk.
I 1952-53 lagde Jydsk Telefon et kabel til Jylland.
I 1961 forsvandt telefonpælene og kablerne blev nedgravet.
I 1966 lukkede mejeriet og der er nu gæstgiveri.
I 1970 blev der lagt et elkabel fra Samsø til Tunø, samt et jordkabel til to transformere blev nedgravet, og resten ført i ledninger.
Odder Kommune etablerede i 1970’erne en ny kildeplads og et vandværk ca. 500 meter nord for det gamle mejeri.
Tunø Bys Vandværk købte vand af kommunen, og de gamle forbrugerinteressenter havde fortsat deres egen bestyrelse.
I 1974 blev Tunø telefoncentral som den sidste af Jydsk Telefons centraler automatiseret.
I 1992 besluttede Odder Byråd at privatisere værket på Tunø. Derefter besluttede tunboerne at overtage anlægget.
I 1993 udkom øens lokalavis *Tunø Avis* for første gang.
Den udkommer den første onsdag hver måned med otte sider.
Avisen ejes af *Foreningen Tunø Avis*, og det praktiske arbejde udføres af foreningens ca. 390 medlemmer.
I 1994 monterede vandværket vandure, og ledningsnettet gennem byen blev renoveret og løbende moderniseret.
I 1990’erne blev der bygget ældreboliger med et tilknyttet sundhedscenter på Tunø.
I 2000 blev færgelejet placeret uden for selve havneområdet. Derved generer ind- og udsejlingen ikke sejlbådene i selve havnen.
I 2005 blev der bygget et nyt pakhus på havnen.
I 2007 blev der på vandværket installeret automatisk overvågning.
Oldtidsfund
De seneste fortidsfund der er gjort på Tunø, kan ses her:
Link