Natur
Rømø er en barreø. Øen er dannet på grundlag af en sandbanke, der kun oversvømmes ved ekstraordinær høje højvande.
Øen har på vestsiden fået pålejret sand og på østsiden er blev udvidet med et markområde på ler og slikaflejringer.
Rømøs tilblivelse afspejler dig i en række nord-sydgående bælter.
Mod vest strækker sig en forstrand på indtil 2-3 kms bredde.
Derefter følger et klitbælte, som stammer fra midten af 1800-tallet.
Mellem dette og et indre klitbælte findes et område med flere søer, bla. Lakolk sø.
Denne sø var tidligere øens forstrand og har derfor navnet *strand*.
Øst for det indre klitbælte følger et klitområde med både små og store klitter, hvor de store vandreklitter (kaldet parabelklitter) Høstbjerg (højeste på 19 m), Stagebjerg og Spidsbjerg (17 m)er de mest markante.
Nogen af klitterne er beplantet med bjergfyr, resten er klithede, hedemose, hedekær og eng.
Plantevæksten afhænger af afstanden til grundvandet.
Klitlavningernes fugtige områder, hedekær, har en meget varieret flora med klokkelyng, mosebølle, klokkeensian og soldug.
Klitområderne er tilholdssted for bl.a. stor regnspove, bekkasin og natravn.
Lakolk sø har en rørskov.
Mod øst følger et agerlandsområde, som er opstået ved marskdannelse i læ af klitbælterne.
Her ligger også Rømøs bebyggelse.
Der ligger et markområde længst mod øst, dette blev ved inddæmningen i 1920érne gjort bredere, både ved syd- og nordenden.
I nord er der skabt Tvismark sø pga. inddigningen og i syd Sønderstrand.
I det nordlige af Rømø, på et 20 km² stort område er der militært øvelsesområde, Juvre Sand – her er der permanent adgang forbudt.
Man må gerne overvære øvelserne fra en udsigtsplatform ved P-pladsen, men man skal være OBS på at der i skydeterrænet bruges laserlys, der kan give øjenskader.
Derfor advares der mod brug af kikkerter.
Det er altid tilladt at gå eller cykle langs det 10 km lange Juvre-dige, som beskytter det store marskområde, Juvre Enge.
Ved Kirkeby Plantage er der også åbne områder, hvor der er moser, strandeng og en lille skovsø, Hviddal.
Plantagen er præget af barske opvækstbetingelser på klitheden for snart 100 år siden.
I skovens nordlige del er der et brandbælte med forhutlede lave egetræer, men ellers er det fyrretræer der dominerer skoven.
I plantagen ligger Spidsbjerg.
Herfra er der udsigt over parabel-klit.
Mod syd er udsigten Havnebyen, færgen og Sild (den tyske ø).
Mod nord kigger man over Kirkeby Plantage til Rømø-dæmningen og i klart vejr kan Esbjerg spottes i horisoneten.
Rømø ligger i Vadehavet – Danmarks største Nationalpark
Det strækker sig ca. 500 km fra Ho Bugt til Den Helder i Holland.
Nationalparken blev indviet i 2010, og var Danmarks største Nationalpark på ca 146.000 ha og omfatter Vadehavet, vadehavsøerne, Skallingen, Varde Ådal, Marbækkområdet og dele af marsklandet bag digerne på fastlandet.
Vadehavet er et værdifuldt tidevandsområde, og for mange vandfuglearter er det både den vigtigste rasteplads og et vigtigt overvintringsområde i Europa.
Derudover yngler den spættede sæl her.
Mange millioner (man tror mere end 10 millioner) af fugle bruger Vadehavet som rasteplads og hvert forår og efterår trækker de mellem de kolde områder i nord og de varmere yngleområder i syd.
Stranden på Vestøen
Storslående åbne, flade strand er mellem 1 – 4 km bred.
Her lever mikroskopiske dyr og planter, som har stor betydning for sandets stabilitet, når stranden overskylles 2 gange i døgnet af havet.
Ved vestenvind og højvande er især Sønderstrand dækket af vand.
Strandenge og marsken
I vest mellem klitrækkerne ligger jævne, sandede engarealer og mod nord på selve stranden ses strandengene med rigt fugleliv.
Der er mange sjældne fugle som rørhøg, rørdrum, hedehøg og mosehornfugle i søerne og rørskovene midt i sandmarsken.
Søerne har også stor betydning for trækkende andefugle.
På den sydlige del af øen og marsken langs østkysten er der mest landbrugsarealer.
De mange grøfter og store græsarealer er rige på både yngle- og trækfugle, samt syd for Havneby er der vigtige fødeområder, hvor flokke af viber, hjejler og gæs kan ses i træktiden.
Hederne
Rømø har store hedeområder.
Bla. den *Atlantiske klithede* midt på øen.
Flere af Rømøs heder er habitatområder, som er udpeget for at beskytte og bevarer bestemte naturtyper og arter af dyr og planter, som har betydning for EU.
Diger og dæmning
Arealerne i syd der er opdyrket er omgivet af diger.
Da Rømødæmningen blev bygget i 1948 ændredes løbet for den dybe smalle rende – Juvre-prilen sig, og strækningen ved Juvrediget eroderede væk. Det blev derfor nødvendigt at anlægge et tilbagetrukket dige.
Dette dige holdt dog ikke orkanen i december 1999 – hvorved mange får druknede og der skete store materielle skader.
Klitplantagerne og dyrelivet
De store plantager med bjergfyr, skovfyr og østrigsk fyr blev oprindelig anlagt for at undgå sandflugt, samt at give læ til landbrugsjorderne bagved. Plantagerne gav derved beskæftigelse til øboerne og træ til brændsel.
I dag betyder det mere at de giver en varieret natur med gode oplevelsesmuligheder.
Derfor erstattes nåletræ flere steder af løvtræer som eg og birk, samt de ældste beplantninger tyndes ud for at give udsigt over de smukke klitformationer.
Man forsøger at bevare hederne ved at fjerne selvsåede træer, og lyngen fornyes ved afbrænding, slåning og græsning.
På Rømø findes både rådyr, ræve og harer, og enkelte gange er også krondyr kommet til øen.
Hvaler og sæler
Der er i de senere år er strandet mange kaskelothvaler på Rømø.
Det er typisk unge hanner og det er uvist hvad der får dem til det, i deres strejfen fra ækvator, hvor hunnerne holder til.
Døde marsvin skyller også i land, og tilbage i 2002 strandede en grindehval.
Man kan også møde forladte sælunger på stranden *hylere* – du må ikke røre dem, for måske kommer moderen igen.
Finder du en hval eller sæler på stranden så kontakt:
Opsynsmanden på tlf. 21 21 55 25 eller Naturstyrelsen Ribe.
Ynglefugle
Fra 1. maj til 15. august yngler dværgterner og hvidbrystet Præstekrave på Rømø – der er derfor ingen adgang til de afspærrede yngleområder på stranden.
Sandflugt
I 1600-1700 årene spillede sandflugt en stor rolle.
Her lagde flyvesandet sig hen over agrene og måtte efterfølgende skovles væk.
Dette gjorde at agerlandet kom til at ligge nedsænker og omgivet af lævolde, hvor der voksede bukketorn og pil.
I omkring 1700 havde nordvestenvinden blæst skarpe flyvesand ind over markerne ved Juvre, hvorved det ofte lå en meter højt ind mod gårdene. Når bønderne på nord gårdene kørte hø hjem fra de østlige markenge, lejrede de sig ved nordvestenvind, så meget sand mellem ud- og hjemkørsel, at sandet måtte skovles væk fra døren, fø de kunne få høet ind.
Kål og grønsager kunne ikke længere dyrkes på Nørreland.
De faste vel groede klithøje blev forvandlet til rent flyvesand, hvorved marker, huse og tofter var dækket med klitsand.
Alt dette kostede Rømøs beboere mange års hårdt arbejde, for at kunne redde deres hjemsted.
Først blev sandet slæbt til en stor sandbunke som blev dækket af tang og fugtig sandjord fra havstokken mod øst.
Derved kunne sandet ikke blæse væk, og et stykke fra rejste de en vold af tang.
Græstørv, grene og opskyllet træ blev samlet til formålet.
Man beplantede voldene med marehalm hentet fra andre klitter.
Denne beplantning måtte vedligeholdes hvert år – og Juvre havde derved efte r1740 indvundet nogle hektar land, som tidligere var dækket af flyvesand.
Historie
Rømø, er som Mandø og Fanø født i stormfloder.
Man ved ikke med sikkerhed hvornår Rømø opstod, men den første stormflod der er registreret er *Den Store Manddrukning* i 1362.
Første gang Rømø er nævnt på skrift er i 1190, under navnet Rimma, i 1200-tallet Rymø, hvilket er af jyske rimme, hvilket betyder langstrakt forhøjning, formentlig de langstrakte sandbanker.
I 1229 Rømø nævnt i Kong Valdemars Jordebog som krongods, og den hørte under Sankt Knuds Kloster i Odense.
Overordnet var Rømø en del af Ellumssyssel, og efter 1290 erhvervede klosteret i Ribe land på Rømø, hvilket gav dem indflydelse.
Rømø var et fiskeleje og ladeplads fra 1500-tallet, og formentlig tidligere.
I 1600-tallet gik fiskeriet tilbage, og derved skiftede de til skibsfart.
Mange blev kaptajner på hvalfangerskibe, hvilket de tjente på, som kan ses på kvaliteten på de ældre huse på Rømø.
Indtil 1864 var Rømø delt i en sydlig del under kronen, og en nordlig slesvigsk del.
Delingen var et punkt nord for Rømø Kirke.
Delingen blev til ved at dronning Margrete 1.i omkring år 140 afkøbte slægten Limbek forskellige landstrækninger, bla. Mandø, den sydlige del af Rømø, og den nordlige del af Sild.
Efterfølgende skænkede dronningen til Ribe Domkapital, hvilke gjorde at de blev skilt fra Slesvig og det sikrede Danmarks herredømme over vigtige farvand indtil 1864.
I det 16. århundrede overtog Rømø i en tid søfarten fra Ribe, da større skibe ikke kunne komme ind til havnen.
I 1634 kom den anden store mandedrukning.
Den hærgede Rømø og hele vestkysten. 8000-15000 mennesker omkom.
I 1644 under Torstenssonfejden var Rømø besat af svenskerne.
Ribe og Rømøs handelsflåde, der lå øst for øen blev brændt ned.
Af mangel på arbejde, sejlede søfolkene på hvalfangst ved Grønland.
De 2 kanoner ved Havneby stammer fra Torstenssonsfejdens tid.
Christian 4. havde overdraget englænderen Markus Whitte af forsvare Rømø og Sild.
Men den svenske general Torstenson erobrede det nordlige Sild, samt Rømø. Whitte overgav sig og gik i svenskernes tjeneste.
Svenskerne slog sig ned nord for Mølby, hvor klitterne senere blev kaldt Lejrbjerge.
Herfra kaprede de mange danske skibe.
Dette fik den danske oberstløjtnant von Buchwald til at gå i land med 600 soldater på Rømø.
De erobrede de svenske skanser og tog 1450 fanger, her i Whitte, som blev hængt.
Dette udnævnte von Buchwald til oberst.
Et par måneder senere, kom 36 skibe fra Holland, som var støtte til svenskerne.
I samme øjeblik kom Christian 4. med 9 orlogsskibe, hvorpå de angreb med flagskibet Trefoldighed.
Slaget varede i 2 timer, hvor ingen andre skibe kunne hjælpe pga. vindstille og modgående strøm.
Men pga. kanonernes rækkevidde og fordi de hollandske skibe også lå stille, endte slaget med nederlag til svenskerne og hollænderne.
Efter krigen var der stor fattigdom på Rømø, fordi svenskerne havde brændt skibene, og skibsfart var rømesernes levebrød.
I 1720érne tiltog hvalfangsten på Svalbard, hvilket Rømø udrustede skibe til for hval- og sælfangst (robbefangst).
Rømø bemandede også københavnske og andre selskabers skibe mandskab og førere, såkaldte kommandører.
Derudover leverede Rømø også kammandører til Hamburg og Amsterdams hvalfangerflåde.
Rømø var fra 1864 til genforeningen i 1920 en del af Kreises Tondern zu Schleswig-Holstein.
Der var ingen dæmning til fastlandet under den tyske besættelse, hvilket gjorde at en allieret invasion ville være besværlig på Rømø.
På Rømø blev der opført 52 bunkers, disse var med varme, elektrisk lys, friskluftforsyning, køjer mm.
De blev brugt fra 1943 til 1945.
Fra 1942 til krigens afslutning blev der opført radarstationer med navnene Søelefanten, Mammut og Freya.
Disse skulle forhindre de alligerede angreb.
I dag er der ingen adgang til bunkerne.
I 1948 stod den 9,2 km lange dæmning færdig, og Rømø blev forbundet med fastlandet ved Skærbæk.
Da dæmningen blev planlagt lod man den følge vandskellet mellem Juvredybs og Listerdybs tidevandsområder, bortset fra stykket tættest på Rømø, hvor dæmningen fik et sydligere forløb.
Ved dette afskar man et havområde på ca. 5 km², hvorved tidevandet blev tvunget nord om øen.
Pga. dette har bla. Juvre-diget været gennembrudt flere gange.
Rømø-dæmningen har været ødelagt flere gange, bla. i 1976, 1981 og 1999.
På begge sider af Rømø-dæmningen er der anlagt slikgårde.
Under stormen Ingolf i oktober 2017 blæste det 25,4 ms på Rømø.
Byerne på Rømø (i dag er det kun Havneby der er en by)
Bygningerne på det østlige Rømø kan føres 200 år tilbage, her havde øen en velstandsperiode med Grønlandssejladserne.
Nord for Havneby i Juvre, Toftum og Vesterhede, præger de gamle velbevarede huse bebyggelsen og landskabet.
Der er som sådan kun en by på Rømø – Havneby.
Lakolk er et sommerhusområde / turistområde.
Havneby har færgeforbindelsen Rømø -Sild.
I 1898 blev Lakolk anlagt som badested, og her blev bygget sommerhuse, badehotel og en jernbane til Kongsmark.
Juvre, en samling huse fra 1700-1800 tallet.
Her er bevaret nogen af det oprindelige præg, med tætliggende gårde.
Midt i byen er et gadekær og en gaffeldeling af vejen.
Nordøst for er en gård med et hvalbenshegn, som er det eneste bevarede på Rømø.
Nationalmuseets Kommandørgård ligger på østsiden af vejen.
Mod vest er Juvre afgrænset af et større strandengsareal, syd for ligger bakken *Æ bygsted*, hvor der er bla er fundet rester fra middelalderen.
Bolilmark, er i nutiden et sommerhusområde omgivet af skov og klithede.
Toftum, sydøst for Juvre, har et åbent præg med spredte gårde og huse.
Mod syd ligger det ud til ubebygget, hedeagtigt areal.
Den fredede Toftrums gamle skole er fredet, er istandsat, og kommer tæt på skolens oprindelige udseende.
Juvre-diget er opført i 1920érne som ophjælpningsarbejde for Rømø efter genforeningen i 1920.
To bygninger i byen er vurderet som typiske Rømøhuse med høj bevaringsværdi.
Kongsmark, ca. 3 km fra dæmningen, var tidligere hovedbyen på Rømø, da færgeforbindelsen til Ballum var herfra til indtil 1948. Kongsmark var en by indtil 1963 og oprindeligt havde den også en hestetrukken skinnebane, lægehus, bibliotek, skole, slagter, smed, bager, posthus, tagtækker, tømrerfirma, købmand, bank, kro, hotel mm.
Rømø Kirkeby, ligger omtrent midtvejs mellem Rømø-dæmningen og Havneby.
Sankt Clemens Kirke er opført i 1200 tallet og blev kraftigt udvidet i 1600-1700 tallet.
Den blev indviet til sømændenes skytshelgen Sankt Clemens og udsmykket med flere modelskibe.
Redningsstationen, som er øens eneste oprindelige fra 1887, er lige syd for kirken.
Da havnen blev bygget, flyttedes redningsbåden til Havneby.
I 1968 blev bygningen overtaget af Rømøs frivillige brandværn, og dr er stadig brandstation i bygningen.
Mølby, er et udpræget turistområde med forretninger og restauranter.
Ladepladser
Rømø havde i mange århundreder omkring 8 lader og omladepladser langs østkysten.
I slut 18000-tallet var Kongsmark og Havneby de 2 vigtigste ladepladser, da der blev bygget færge- og bådebro her.
Om vinteren kunne isen skabe problemer.
Ved hård frost kunne man gå over vadehavet til fastlandet.
Hvis isen lå længe kunne man benytte slæder eller vogne.
Jernbane
I 1897-98 anlagde man en skinnebane mellem Kongsmark Færgebro og helt ud til klitarealerne på øens vestkyst.
Banen endte i Lakolks klitrække.
Planen var at bruge damplokomotiver, men sandet kunne ikke bærer dem, så det blev 2 heste der trak udflugtsvognene.
Banens sidste tur var i 1940, og sporene blev taget op.
Færgehavne
I 1909 kom der regelmæssig færgesejlads fra Højer til Rømø.
Fra 1920 til 1948 flyttedes den fra Kongsmarks til Ballum Slude.
I 1964 blev Rømø Havn ved Havneby indviet.
Oprindelig var planen at fiske spisefisk / fladfisk, men tyskerne opfordrede danskerne at satse på hesterejser, hvilket stadig er det der fiskes efter idag.
I 1963 kom færgeruten mellem Rømø og Sild, under det danske rederi Lindinger.
Denne drift overtog Flensburger Förde Reederei i 1979.
I 2005 blev færgerne *Westerland* og *Vikingeland* afløst af *SyltExpress*.
Rømø Havn var oprindelig statsejet, i 2001 blev det til en kommunal selvejet havn af Skærbæk Kommune, som i 2007 blev til Tønder Kommune.