Rundtidanmark-flag

Eskilsø

eskilsoe-kort

SE HVOR
ESKILSØ
LIGGER ⇨

rundtidanmark.dk

Eskilsø ligger i Roskilde Fjord, og hører til Frederikssunds Kommune.
Øens areal er 1,4 km², og er dermed den største ø i fjorden.
Eskilsø er ejet af Erick & Ingrid Struckmanns Naturfredningsfond. 
På øen ligger ruinerne af Eskilsø Klosters Klosterkirke. Den er fra 1100-tallet.
Der er i dag to beboede huse og et par lader på øen.
Der er et rigt fugleliv på de fredede strandenge, og siden 1996 har jagt på vandfugle været forbudt.

Af hensyn til øens fugleliv og de græssende dyr er det IKKE tilladt at medbringe hund på Eskilsø. 

Website om Eskilsø
Link

Der er ingen bro eller færgeforbindelse til Eskilsø.
Det er kun lovligt at komme til Eskilsø via den lille havn / mole på øens vestside.

Joller, kajakroere, SUPére eller lignende kan benytte breden på molens nordside.
Tag hensyn til øboernes både.

For at finde Eskilsø, skal man følge vejen fra Skibby mod Selsø og gennem Sønderby ad Skovvejen til Østskov.
Biler skal parkeres inde i skoven og ikke på molen eller vejdæmningen.

Øens egen færge er kun til transport af kvæg, redskaber og materialer og må ikke anvendes til personbefordring.

Kontakt for at arrangere transport til øen:
Link

Fredningen på Eskilsø forbyder teltning og camping på Eskilsø.

Der er ingen mulighed for indkøb af nogen art på Eskilsø.

Færdsel på Eskilsø
Sporene på Eskilsø er trampestier, og uden belægning eller gangbroer.
Derfor varierer fremkommeligheden med årstiden, vandstanden og planternes vækst.
Det tilstræbes dog, at sporene bliver slået flere gange årligt.

Færdsel på strandengene, samt sejlads og ophold indenfor 50 meter fra kysten af Eskilsø (bortset fra havnen) er ikke tilladt i perioden 1. april til 15. juli.
Udenfor dette tidsrum er det vigtigt at vise hensyn til de mange rastende fugle.

De græssende kreaturer (kvier) er oftest på Eskilsø i tidsrummet maj-november.
De kan være nysgerrige, men er ikke farlige. 

Nogle steder går sporene gennem låger og led, der selvfølgelig skal lukkes igen.

Al færdsel på Eskilsø er på eget ansvar!

Vandreruter
På Eskilsø er der 4 afmærkede vandreruter.
Disse fører til gode udsigtspunkter.
– Grøn rute ca. 1,5 km
– Rød rute ca. 2,5 km
– Gul rute ca. 4 km, den længste, som kan afkortes med ca. 0,5 km begge veje ad Blå rute.
Link

Picnic steder
Der er flere steder på Eskilsø hvor der er opsat borde og bænke til besøgende.
Bla. lige ved Eskilsø mole, i Klosterruinen og forenden af den gule rute ved Bovbjerg.

Fiskeri
Lige overfor Eskilsø mole, på Sjælland – er en fiske plads.
Pladsen byder på varieret bunde med både musligebanker, ålegræs og nogle steder blød mudret bund.
Der er også gode mulighed for at fiske havørreder.. Dette er fordi vandet bliver presset tæt på land.

Mindesten for Erick Struckmann.
Ved ankomst til Eskilsø kommer man hurtigt til en Mindesten.
Kunstmaleren Erick Struckmann (1875-1962) var med til at stifte Danmarks Naturfredningsforening i 1911 og var formand for foreningen fra 1921 til 1960.

Eskilsø klosterruin
På øens højeste punkt ligger Eskilsø klosterruin. 
Klosteret blev grundlagt på Eskilsø i 1100 tallet af Augustinermunke.
Allerede i begyndelsen af 1100-tallet var der en bosætning af kanniker – ikke regelbundne munke, fra Roskilde Domkirke, senere et Augustinerkloster.
Klosteret blev allerede i 1175 flyttet af abbed Vilhelm, der istedet byggede Æbelholt Kloster vest for Hillerød.

I dag ses et synligt ruin af kirken (kapellet). Dette er opført i kildekalk (frådsten) og kampesten.
Prøve gravninger i 1990 har afsløret spor af det øvrige klosteranlæg.
Kirken udgjorde i sin tid den nordlige fløj af anlægget.

Ved ruinen er nogen træer, og her står en informationstavle.
Her kan man læse mere om klostrets historie.
Der er i dag mange planter rundt på Eskilsø, der stammer fra munkenes køkken- og urtehaver. Bla. uldbladet kongelys, tandbæger, glat burre og bulmeurt.
Fra stedet, er der god udsigt over den nordlige og vestlige del af øen.
Nord for Eskilsø ses Jyllinge Holme, nogle af de mange ubeboede øer, der ligesom Eskilsøs strandenge er reservat for ynglefugle i forårs- og sommermånederne.

Den centrale og vestlige del af Eskilsø består af tre morænekerner.
Den ene løber fra bebyggelsen mod øst og sydøst. Syd for husene løber den anden, og ved klosterruinen til nordspidsen løber den tredje.
Langs kanten af disse tre moræneøer løber den gamle stenalderkyst.
Omkring disse morænekerner løber et bælte af strandenge.
Dette marine forlands udvikling er bestemt af de havstrømme, der dannes når vinden stuver vandet i fjorden sammen.

Køkkenmøddingerne fra ærtebølletiden ligger spredt langs den gamle stenalderkyst.

Eskilsø er ejet af Erick & Ingrid Struckmanns Naturfredningsfond.
Fonden købte Eskilsø i 1982. Inden da tilhørte den Selsø-Lindholm Gods.

Eskilsø er omfattet af en naturfredning fra 1985. Derudover indgår den desuden i vildtreservatet og Natura2000-området Roskilde Fjord.
De to huse på øen hedder Eskilsøgård og Eskilsøhus.

Østersskaller
På stranden når man ankommer til Eskilsø er der skaller fra Østers overalt.
Disse er fra de Østers der levede i Roskilde Fjord fra ca. 5000 år siden.

Stengærde og levende hegn
Ved Bovbjerg findes gamle stengærde, der oprindelig indhegnede den sydlige del af øens markarealer.
Mod vest står flere gamle ege og aske i det brede,
levende hegn. Der ligger stadig rester af de store, gamle
elme, som også voksede her indtil elmesygen dræbte dem.
Mod nord ses den gendannede Klydesø.

Bovbjerg og vildtplanter
Bovbjerg er det højeste punkt på øen med sine 12 m.
På den østlige side af Bovbjerg bevokset med skov og krat.
Her er bla. ask, hvidtjørn, hyld og vrietorn.
På den vestlige side er der en artsrig overdrevsflora.
Dog er dette overdrevet truet af tilgroning med bla. tjørn og roser fra nogle gamle vildtplantninger.
Planen er, at holde det nogenlunde ryddet for træer og buske. Rydning blev således indledt i 2012.

Jægerstenalderen
For omkring 7000 år siden, stod havet omkring fire meter højere end i dag.
Dengang var nutidens strandenge havbund, og Bovbjerg en kystklint, som havet gnavede i.
Fra Bovbjerg er der en fin udsigt over Rørmosen.

Kigger man mod syd, kan Roskilde by med domkirken og Bognæshalvøen ses.
Nedenfor i det flade land er øens fuglerigeste strandenge.
Strandengene strækker dig mod sydøst ud til Vædderholm og mod sydvest ligger Studeholm.
I dette området er der ynglende fugle.

Går man ud af Rød sti, ud mod den sydlige del af Eskilsø, er der udsigt over Rørmosen og strandengene.
Der ligger en dæmning mod sydøst som blev bygget som led i afvandingen sidst i 1800-tallet.
Pumpningen blev standset i 1980’erne og selve pumpestationen blev nedrevet i 2011.
Træfolden på engen vest for sporet benyttes når kreaturerne skal indfanges og fragtes hjem om efteråret.

Vil du nyde udsigten over Rørmosen skal du følge det grønne spor.
Dette er en 11 m høj bakke, hvorfra der er udsyn over landskabet og vådområdet, Rørmosen.
Mosen har tidligere været afvandet og opdyrket, men er ligesom øens andre lave arealer genskabt som vådområde.
Rørmosen er fersk og har hele året et rigt liv af vandfugle.

Fugleliv
Ud til Vædderholm og mod sydvest ses bla. rødben, strandskade, klyde, fjordterne, stormmåge og sølvmåge i sommerperioden.
Al jagt ophørte i 1996 på vandfugle på og ved Eskilsø, og siden da er antallet af rastende fugle steget.
Nu kan her ses op til 2000 grågæs, 2200 bramgæs, 2000 gråænder, 800 pibeænder og 3000 troldænder samt hjejle, stor regnspove og andre vadefugle.
I Rørmosen ses bla. troldand, taffeland, blishøne, knopsvane, grågås, pibeand, skeand, spidsand, gravand, toppet, gråstrubet og lille lappedykker samt rørhøg.
Hele året er der mulighed for at se havørn.
Det kan anbefales at medbringe kikkert.

Græsning og naturpleje 
På Eskilsø er strandenge blevet afgræsset i hundredvis af år.
Den høje bund blev samtidigt dyrket landbrugsmæssigt.
Dette fortsatte på ca. en tredjedel af øen indtil 2005.
I 2006 blev hele Eskilsø til ét stort græsningslandskab sat i værk.

Det er et mål at vandstandsforholdene på Eskilsø bliver så naturlige som muligt.
Derfor er der ca. 140 græssende kreaturer (kvier) ud, da deres afgræsning udvikler og plejer øens overdrev, ferske enge og strandenge.
Dette er til gavn for fugleliv, flora, insekter – og øens gæster.
Der er dog fortsat behov for slåning på de tidligere dyrkede og gødskede arealer og anden naturpleje for at undgå tilgroning.
Dette er især at hensyn til de ynglende fugle.
Fonden der ejer Eskilsø, vil gerne at øen friholdes for ræve.
Bortset fra rævejagt med dette formål, drives der ikke jagt på Eskilsø.
Alle fugle, samt rådyr og hare lever derfor stortset fredet på Øen.

Alfred, Anders og jeg var i maj 2021 på Eskilsø.

Vi pakkede bilen til bristepunktet med 2 oppustelige SUPs og en junior kajak, og drønede fra vores kolonihave ved Hundige Havn mod Eskilsø mole.

Her var der fhv. mange mennesker der stod og fiskede, både børn og voksne. Ved siden af molen kunne vi gå ud på en lille bro og sætte vores udstyr i vandet.

Det var en dejlig forårsdag og helt vindstille, så vi SUPéde og kajakkede nemt til Eskilsø på få minutter.

Vi var lidt usikre på, hvilken side af molen vi skulle lægge til, og har sidenhen læst det er nordsiden man skal benytte.

Vi lagde vores udstyr så det ikke generede nogen, og gik ind på øen. Der var andre gæster på øen, de benyttede bla. picnic stedet lige ved Eskilsø mole.

Vi gik afsted på øen i vores våddragter (ikke noget kønt syn :-P).
Vi fulgte trampestierne rundt. Kom forbi de 2 beboede huse, som lå fint og roligt.
Vi gik ud til Klosterruinen, som var meget imponerende.
Tænk at den ruin fra 1100-tallet stadig stod der, ganske vist som en ruin, men historisk er det ret imponerende.
Herfra nød vi udsigten helt ud til nordspidsen af Eskilsø, hvor der stod får og græssede.
Vi kunne også se til Jyllinge Havn og op nord i Roskilde Fjord. 

Herfra gik vi lidt tilbage og så over mod øens østside, så vi kunne komme helt ud til Bovbjerg.
Her fra øens højeste punkt kunne man nyde udsigten ud over strandengene, hvor fuglene fløj rundt. På vej derud gik vi også forbi andre vandhuller. 
Ingen tvivl om at Eskilsøs fugleliv er rigt.

Ved Rørmosen gik vi igennem krat og træer, og da vi ikke kunne komme længere var der sat flere borde og bænke op.
Her kunne man sidde i læ og nyde ø-livet.

Vi så også en håndfuld harer, både på engene og i Rørmosen.

Herfra gik vi tilbage mod molen, og da vi kom forbi laden, så vi også 3 heste.
De så ud til at nyde livet helt igennem, og lavede flere rullerunder.

Da vi kom tilbage til Eskilsø mole, lagde vi kajakken og begge SUPs i vandet og padlede tilbage til Sjælland.

Eskilsø var en super fin oplevelse – dejlig roligt og grønt 🙂

- Fotos Eskilsø -

Kontakt
Kristina Møller RundtiDanmark@RundtiDanmark.dk