Baggrundsinfo
Fur har mange forskelligartede og særprægede landskaber.
Mod syd er lavt og frugtbart. Her breder landbruget sig.
Der er langt mellem gårdene. På den vestlige del af øen er udflyttergårde fra 1800-tallet.
Fra gravhøjene på toppen af bakkeryggen er der udsigt over hele øen.
Landsbyerne stammer fra vikingetiden. De er udviklet langs de vigtigste veje på øen.
Den nordlige del af Fur er domineret af en øst-vestgående bakkeryg, hvor der er stejle skrænter ned mod Limfjorden.
Her er moler, som blev afsat på bunden af havet for 55 mill. år siden.
Heri er velbevarede fossile fisk, insekter, krybdyr og planter.
Moleret på Fur indeholder omkring 200 vulkanske askelag.
De blev dannet under gentagne vulkanudbrud i forbindelse med åbningen af Nordatlanten mellem Norge og Grønland.
Tilbage i 1919 begynder den første brydning af moleret. Det blev eksporteret i rå tilstand.
I dag forarbejder man moleret på øen. Det er en væsentlig faktor i Furs økonomi.
Natur Seværdigheder
Rødstenen / Bispehuen
Denne ligger i bunden af en lang smeltevandsdal. Som sin tvilling ude ved kysten – Den røde Sten, består de af smeltevandssand og smeltevandsgrus.
Dette er kittet sammen af jernforbindelser, som er vasket ud af moleret.
Dagligt syner kæmpestenen dog ikke rød, da det meste af overfladen er dækket af sjældne lavarter, der giver stenen en grå overflade.
Derfor kaldes den også *Gråsten*.
Der er til Rødstenen knyttet flere sagn.
Bla. skulle der bo en drage inde i stenen…
Rødstenen er ca. 14 m bred og 5 m. tyk.
Stenen er fredet, hvilket gør at der i en radius på 20 m. ikke må ske terrænændringer, beplantning, bebyggelse mm.
Den røde sten
Den rustrøde sandstensklippe ligger i Limfjordens vandkant.
Stenen består, som sin tvilling *Rødstenen* af smeltevandssand og -grus, kittet sammen af jernforbindelser, som er vasket ud af moleret.
Når havet og regnvand rammer stenen, ruster jernforbindelserne, hvorved stenen får sin røde farve.
Tidligere brugte man rødsten som byggematerialer, bla. til middelalderkirker, som Fur Kirke og Viborg Domkirke.
Grunden til at rødstenen blev valgt var, at de var lette at forme.
Knudeklinterne
Disse er de mest imponerende af molerklinterne på Fur.
Det er mere end 600 m. hvor man kan se moler og askelag der er presset sammen i flager og folder, på nordsiden af Fur.
Både ved lavvande langs stranden og på toppen af klinten kan man se jorden er fedtet pga. moleret.
På toppen er udsigten i klart vejr fin mod Livø og Mors.
Den røde vandrerute går bla. her.
Sammen med 9 andre steder, kigger Realdania nærmere på Fur. De har initiativet *Steder i landskabet*. Her samarbejder lokale med Realdania og udvikler enkle arkitektoniske indgreb, som derved højner og skærper oplevelser af naturen.
På Fur kaldes projektet Diatoméer. Dette er kiselalger, som har inspireret til udformningen af tre arkitektoniske udsigtsplatforme udført i cortensstål.
Det specielle ved cortensstål er, at de er dybrød rustfarvet, når de bliver udsat for regn, sol og vind.
Disse platforme får samme farve som Den Røde Sten.
Disse 3 platforme er placeret ved tidligere molergrave mellem Faskær og Knudeklinterne.
Lille Knudshoved
Dette er Furs vestligste punkt.
Klinten er opbygget af moler toppet af et par meter moræneler, og sidst overlejret af smeltevand.
Øvre for klinten er der lyngarealer. Disse dækkede det nordlige Fur omkring år 1800.
Det er en gammel havskrænt fra stenalderen der danner overgange til strandengene mod syd.
Herfra er god udsigt ved klart vejr mod Mors og Salling.
Østklinten
Denne Klint er den mindste af øens molerklinter.
For enden af Rødstenvej kan man bruge Østklinten som udgangspunkt for besøg i Langstedhuller, Rødstenen, Den røde sten og Lundhaven.
Den gule vandrerute passerer disse seværdigheder.
Langstedhuller
Langstedhullerne ligger på nordkysten af Fur.
Disse huller er et system af erosionsslugter udformet efter istiden.
Toppene kan godt ligne lange fingre, der grådigt griber efter Limfjorden.
Tidligt på foråret er skrænterne dækket af hulkravet kodriver og nikkende kobjælde.
Her vokser bla. havtorn og vild kamille.
Stendal Høje
Stendal Høje er Bronzealdergravhøjene. De troner 76 m. over Limfjorden, og er Furs højeste punkt.
Herfra er der en udsigt over det meste af Fur, samt meget af Limfjordslandet.
Indtil 1962 lå Bette Jensens Hyw (Lille Jensens Høj) på grænsen til den store, aktive molergrav mod nord.
Dette var oprindeligt Furs højeste punkt. I 1962 blev højen udgravet for at give plads for råstofindvindingen.
I dag står skulpturen *Molermanden* tæt ved hvor Bette Jensens Høj engang lå.
Smedjehøje
De lyng- og græsklædte Smedjehøje er 72 m over Limfjorden.
Mod vest for Smedjehøjene præger molergravningen mere og mere.
Stendal Graven og Bispehuen
Furs største råstofgrav og mest tilgængelige er Stengraven.
Her kan ses de mest vekslende lag af vulkansk aske og moler i de blottede skrænter.
Som del af landskabets efterbehandling er en spektakulær søjle af foldet moler blevet efterladt tæt ved Rødstenvej.
Denne er formet og har inspireret til navnet Bispehuen.
Overfor på bakken står bronzeskulpturen *Molermanden*. Denne ser over det menneskeskabte råstoflandskab.
På Fur Museum er de bedste fossilfund udstillet.
Jep Jensens Skov
Tilbage i 1600-tallet blev det sidste skov fjernet på Fur.
I 1800-tallet begyndte man med skovrejsning. Der blev anlagt husmandsplantager, som oftest var omgivet af et tørvedige. Sådan er det ved Jep Jensens skov.
Der er en uafmærket sti rundt i skoven.
Her står på skilte om de forskellige træer.
Manhøje
På bakkelandets højderyg ligger gravhøjene Manhøje.
Der er en fantastisk udsigt herfra hen over en retableret molergrav mod knuden og med Thy og Salling i baggrunden.
Her er der fundet stenkister med bronzesværd og -dolke, samt en flot helleristningssten.
Hwistelstow (fløjtestuen)
Dette er et ringformet voldanlæg. Det måler 12,5 m i indvendig diameter.
Volden er knap 1 m. høj.
Det vides ikke hvorfor volden er opført, men formentlig som en fårefold.
Hwistelstow er i en dyb slugt nord for gravhøjene Manhøje.
Færker Odde
Længst nordøst på Fur ligger Færker Odde. Denne odde er en lang sandarm, der hele tiden bliver længere, da der sker aflejringer af sand og grus.
Nordkysten består mest primært sandbund, mens mod syd er fjordbunden mere en blanding af sten, ålegræs og muslinger.
Det er en fin badestrand på nordsiden af odden, og der bliver om sommeren sat en badebro op.
Yderst på oddens spids kan man være heldig at se spættede sæler.
Svenskehulen
Tilbage i 1809-13 var der genlyd af svenske gloser ved Furs nordkyst.
Svenskere ledede, at der blev gravet en minegang ind i den molerklint, der har fået navnet Stolleklint.
Stolle betyder minegang.
Danmark havde ved nederlaget under Napoleonskrigene mistet Norge. Norge havde hidtil forsynet Danmark med brændsel og råstoffer.
Derfor begyndte Danmark at lede efter kul, og derfor vakte de sorte lag i Furs moler interesse.
Der blev gravet en ca. 50 m. minegang ind i skrænten, og for enden gravede man en dyb brønd, men desværre forgæves.
Minegangen – Svenskehulen er idag væk. Fordi fjorden på de sidste 200 år har ædt ca. 50 m. af klinten.
Kun stednavnet Stolleklint er tilbage.
Men hvorfor grave efter kul på Nordfur? Helt indtil 1902 troede man, at askelagene (se mere under Historie) var kul. I 1883 havde to belgiske geologer ellers påpeget, at de sorte streger ikke var sandlag med kul men derimod vulkanske askelag.
I dag kender vi til omkring 200 askelag på Fur. De 179 (alle over ½ centimeter) er blevet nummererede. 140 af lagene har positive numre, mens 39 har negative numre. Grunden til de forskellige numre skyldes, at der er et kraftigt skel ved askelag nummer +1, og at forskerne ikke kender omfanget af lag under jorden.
Emmelstenhus
Dette er et ombygget fiskerlandbrug, som det typisk så ud i begyndelsen af det 20. århundrede.
Stedet er nogen hundrede meter fra Furs nordkyst.
Husets beboere var hovedsageligt fiskere, men de havde samtidigt et mindre landbrug med en ko, får og lidt svin og høns, hvorved de dækkede familiens forbrug.
Idag er det nye huse. De hører under Naturstyrelsen Himmerland, og udlejes til bla. naturforeninger, undervisning mm.
Emmelsten
Nordøst for Emmelstenhus ligger overdrevet, hvor resterne af en langhøj fra yngre stenalder ligger.
Denne høj er 64 m. lang og oprindeligt var den omkranset af store kampesten med gravkamre mod syd.
I slutningen af 1800-årene anvendes højens randsten til husbyggeri blandt andet til Emmelstenhus.
I dag er enkelte væltede randsten bevaret, og de dybe stentagningshuller i højen afslører, hvor gravkamrene var.
Gammelhavn
Fur fiskerne byggede i 1911 en havn ved Koldkilde.
Denne havn var fyldt med små fiskerbåde, og der var skibsforbindelser til Nykøbing Mors hver uge.
Dog sandede havnen ofte til, og derfor opgav man havnen i 1956, og bådene flyttede til Fur Havn som var nybygget.
Ved Gammelhavn står et bundgarnshus fra 1925. Her er en udstilling om livet som Limfjordsfisker, samt om havnen og fjorden.
Der er fri adgang til udstillingen.
Den grønne vandrerute går forbi her, samt her er en fin badestrand.
Møllehøj
Denne storhøj ligger øst for Stisagervej. Storhøj blev fundet i 1997.
Det var en oppløjet sten der gav anledning til en arkæologisk udgravning.
Her fandtes spor af en ca. 4.500 år gammelt træbygget gravkammer og fundamentsgrøfterne til hele to stubmøller fra middelalderen.
Randstene, som omkranser højen, danner en cirkel på 29 m. i diameter.
Højen som har en smuk udsigt, er fredet.
Lundhaven
Dette er et middelalderligt tørvedige, som er bevokset med hvidtjørn.
Tidligere var området et græsningsareal for enestegård Lundegård.
Lundhaven ligger på bagsidebb af Østklinten. Her er terrænet meget kuperet, og dimensionerne på diget varierer derfor.
Omkring jorden ved Lundegård er der jorddiger og en grøft. Disse skulle holde husdyrene fra overdrevene ude fra gårdens dyrkede indmark.
Ved vandresti gul passerer man diget.
Diget kaldes Lundgaards Dige. Det er et sjældent eksempel på en inddiget enestegård fra middelalderen.
Lundegård (i dag Nr. Lundgård) og det tilhørende dige er i dag udpeget som kulturarvsareal.
Dyrelivet
På Fur er der ca. 200 rådyr.
Disse stammer fra 1965-66 hvor der blev sat 7 dyr ud.
Disse kom fra Egeskov Slot på Fyn, hvor der var de stærkeste rådvildt i Danmark.
Der er bukkejagt fra 16. maj til 15. juli.
Der skydes årligt 60-65 rådyr på Fur.
Der er siden 2008 set unge Kronvildt i perioder på Fur.
De svømmer til øen, gør ophold og svømmer væk igen.
Pga. de mange rådyr er der mange ræve på Fur. De spiser en del af de nyfødte rålam.
Spættede sæler kan ses ved færgelejet i Branden, samt ved Færker Odde og andre steder langs Furs kystlinje..
Der lever oddere på Fur.
Kreaturer lever specielt på den nordlige del af Fur. Disse områder er svære at dyrke på, så derfor bruges de til græsningsarealer.
Disse hjælper med at holde træer væk, hvorved der skabes levemuligheder for den lysåbne naturs planter og insekter.
Fugle
Man kan se vadefugle som viber, stor præstekrave, strandskade og rødben ved øens vådområder som fx. Engelstør Odde.
Insekter
Ved molerskrænterne kan man se humlebier der trodser kulden om foråret. Om sommeren kommer der flere insekter frem og sommerfuglene kommer på vingerne. Bla. perlemorsommerfugle og randøjer.
Planter & svampe
På nordfur, der er fredet, på den måde at arealerne ikke aktivt må ændres.
Der vokser bla. birk, skovfyr, rødel, gråpil og eg.
Ved stranden vokser der hyben.
Det er også muligt at finde *nordens citron* havtornen og vild kamille.
På Furs overdrev vokser flere forskellige vokshatte.
Om foråret vokser den nikkende kodriver ved Langstedhuler.
Det er muligt at finde spiselige svampe på Fur.
Byerne
Furs landsbyer ligger på Furs sydøstside.
Byerne er nærmest vokset sammen, den ældste hedder Nederby. Her blev kirken opført i 1126.
Der er gjort arkæologiske udgravninger af flere huse fra vikingetiden, der viser at de blev grundlagt omkring år 700.
Byerne Madsbad og Debel opstod i den tidlige middelalder.
Stenøre som i dag er havnelandsbyen og øens yngste by, er nu Furs største by. For 100 år siden var der kun to ejendomme ved færgestedet. Det var Møllegården og færgemandens gård (Fur Færgekro).
I første del af 1800-tallet blev gårdene flyttet ud på markerne og hederne, hvor de blev opdyrket.
Dette er grunden til at Sydfur er præget af en del spredliggende ejendomme.
Historie
– For 55 mill. år siden. Her blev moleret afsat på bunden af det subtropiske hav. Dette dækkede det meste af det nuværende Danmark.
Vulkaner sender aske ind over havet.
– For 20.000 år siden. Weichsel-istidens isbræ dækker hele Danmark – bortset fra Vestjylland og dele af Midtjylland.
Vægten fra denne is former Furs nordlige bakkelandskab.
– ca. 12.800 f.v.t. – ca. 1.800 f.v.t.. Gravhøje og køkkenmøddinger på Fur viser at stenaldermennesker levede på Fur.
– ca. 800-1050. Byerne på Fur placeres som nu.
– I 1126. Her indvies Fur Kirke.
– I 1166. Paven modtager brev fra bispen i Viborg. Dette fortæller at kirken er kommet 40 år før.
– I 1627. Alt skov på Fur fældes.
– I slutningen af 1800-tallet. Jep Jensen planter en ny skov.
– I ca 1900. Furs gårde ernærer sig med både landbrug og fiskeri.
– I 1911. Gammelhavn bygges.
– I 1919. Der begyndes at brydes moler.
– 4. marts 1945. De allierede starter *operation Waterdropping* ved Færker Vig. Der smides for første gang våben ud over vand.
– I 1956 Gammelhavn lukker, og fiskerne rykker til Fur Havn.
– I begyndelsen af 1970érne. Staten køber 100 ha. af Nordfur, for at beskytte mod molergravningen.
Geologi
Bakkestrøget med molergrave og klinter på nord Fur er arealer med hævet havbund, har stor geologisk interesse.
Bakkestrøget er en randmoræne, hvor materialet er presset op fra Limfjorden.
Dette skete formentlig af et tungeformet isfremstød fra en nordlig retning.
Denne randmoræne består primært af lag af moler opdelt af lag af vulkansk aske og aflejringer efterladt af isen.
Bakkestrøget kan følges mod vest over Mors og Thy og østpå over Himmerland.
Man kan dele randmorænen op i zoner
– Bakkekronen samt en nordlig og en sydlig bakkefacade. Bakkekronen er smal og langstrakt, og når med Smedjehøje, Stendalhøje og Mandhøje op i 65-75 m. højde.
– Sydfacaden danner overgang til morænefladen på den sydlige del af Fur, som ligger 15-20 m. over havet. Både syd- og nordfacaden er præget af erosion af strømmende vand.
For ca. 8000 år siden i stenalderen skete der en global havstigning, hvorved Fur efterfølgende i ca. 4000 år var opdelt i 3 eller 4 øer adskilt af sunde ved i alt fald Faskær og Vojelkær/Kærhale.
Under den senere landhævning voksede de sammen igen, hvorved Færker Hede opstod mod øst ved dannelsen af et stort system af strandvolde.
Moleret
Der findes to molerfabrikker på Fur. Skamol A/S forarbejder moleret til højisolerende sten, disse anvendes til isolering af industrielle ovne, bla. inden for aluminiumsindustrien. Damolin A/S forarbejder moleret til granulater, disse anvendes til absorbering og coatning inden for industri og landbrug.
For ca. 55 mill. år siden blev moleret afsat på bunden af det subtropiske hav, der dækkede det meste af Danmark.
Disse aflejringer består af 1/3 ler og 2/3 skaller fra kiselalger (diatoméer), der i enorme mængder levede som plankton i havet.
Kiselalgerne var mellem 0,04 og 0,2 mm. store. De var formet som kugler eller plader med en luftig og porøs skal.
Undersøgelser viste, at der er mere end 100 forskellige kiselalge-arter i moleret.
I moleret gemmes velbevarede fossile fisk, insekter, krybdyr og planter.
Fossiler kan komme til ved at planter og dyr dør, og de derfor synker de ned til bunden af havet, hvor de bliver dækket af kiselalger.
Pga. der ofte ikke var nogen bakterier, gik fisken eller planten ikke i forrådnelse.
Efterhånden blev de døde dyr eller planter indpakket i mange lag af kiselalger.
Deres vægt fik trykket til stige, og langsomt blev vand presset op fra undergrunden.
Når vandet derved mødte fossilet, skete det, at vandet skyllede fossilet væk, og det efterlod et aftryk af fossilet i det omkringliggende moler.
Hvis vandet indeholdt kalk, ville kalken udfylde hulrummet og der blev efterladt et aftryk, der bevarede hårde og større knogler. Det kaldes cementering.
Fossilerne fra Fur, er en del af Danmarks Naturkanon.
Askelagene
Moleret på Fur indeholder omkring 200 vulkanske askelag.
Disse askelag blev dannet pga. gentagne vulkanudbrud.
Disse var i forbindelse med åbningen af Nordatlanten mellem Norge og Grønland.
Derfor kalder forskerne disse askelag for *Nordatlantens fødselsattest*.
Ved disse udbrud sprøjtede vulkanerne lava og aske højt op i luften. Derved blev de allermest finkornede askepartikler fanget af nordvestenvinden, og transporteret ned over molerhavet bla. i området omkring Fur.
Asken sank til bunds og dannede et tyndt lag på havbunden.
Disse lag repræsenterer hvert et vulkanudbrud.
Disse askelags vulkanske oprindelse blev kendt i 1883.
Indtil da troede man at lagene var et kulholdigt sand.
Oldtid
De mange gravhøje på Fur fortæller at der har været mennesker på Fur siden Stenalderen.
Der er efterladt spor bla. ved Færker Hede, hvor der er blevet udgravet en køkkenmødding, med bla. med dyreknogler, østersskaller, potteskår og våben af flint.
Møllehøj er et godt eksempel. Denne er dateret til omkring 2.500 f.Kr. Denne periode af historien, bliver kaldt enkeltgravskulturen.
Der skete store forandringer for mennesket i slutningen af stenalderen.
Landbruget voksede begyndte med vægt på kvægavl og dyrkning af byg.
Hjulet blev indført, og typisk havde bonden sin egen gård.
Fur var oprindeligt rig på skovfyr med disse blev fældet for at give landbruget mere plads.
I 1627 blev Fur skovløs.
Først i slutningen af 1800-tallet plantede fx Jep Jensen sin egen skov.
Op igennem bronze- og jernalderen blev bopladserne større, og fra vikingetiden fandt de deres nuværende placering.
De små byer voksede sammen langs de vigtigste veje.
Fordi Fur var nemt tilgængeligt med skibe, holdt vikingerne til her. Der var også masser af føde i Limfjordem, og vikingetidens største ringborg, Aggersborg lå kun kort fra Fur mod nordøst.
I 1126 blev Fur Kirke opført.