Alfred og jeg var på Ertholmene 2 gange i sommeren 2020.
Første gang var en meget blæsende dag. Vinden var mindst 15 ms, hvilket giver en høj søgang på sejlturen. Vi stod på kajen i Gudhjem og tøvede lidt om vi skulle gøre det, men besluttede os at hoppe ud i det. Vi valgte at sidde på nederste dæk på færgen, hvor vi kunne se bølgerne og ikke blev oversvømmet af vand hele vejen. Vi var glade da vi endelig så land, og kunne bestige Christiansø.
Vi startede med at gå til havnekontorets store kort for at få et overblik. Derfra valgte vi at gå over broen til Frederiksø først. Vi gik til højre med det samme, så vi gik langs østsiden af Frederiksø. Vi kom forbi den lille Smeddestrand og helt ud til Sehesteds Batteri. Vi passede de fineste gule / sorte bindingsværkhuse derud. Derude er der et fint monument fra 1799. Vi gik videre rundt ud til vestsiden af Frederiksø, hvor vi bla kom forbi Museum og Lille Tårn og dens brønd. Her så vi haletudser.
Herfra videre til badebroen. Her kan man være heldig at se sæler. Vi gik mere syd på, hvor vi passerede områder hvor der var plantet diverse buske, træer og krydderier. Der var også boder hvor man kunne købe nogen af øens beboers hjemmelavede marmelader med figen og morbær, fra øens egne træer og buske.
Vi fortsatte ned til sydspidsen af Frederiksø, og rundt ved Malerens bolig, og ned mod de gamle kanonbådsskure, der kaldes Salterierne, hernede er der et shelterrum og et sted hvor madpakkerne kan nydes, især hvis det er dårligt vejr. Herfra gik vi hen til broen og over til Christiansø igen.
Vi gik mod højre fra broen, og hen mellem Østre og Vestre Længe på gaden imellem. Disse huse er virkelig fine, malet i gult og flot velholdte. På gaden er der en fin rød postkasse, og mulighed for lidt forskellige indkøb som smykker mm. Derefter kommer Juuls Bastion, hvor Palivaren er, her kan man kigge ind og se på kunst og evt. købe noget, herfra gik vi op til kanonerne på Kongens Bastion. Her var vi en del tid, dels pga. det var sjovt for Alfred at kravle på kanonerne, og dels pga. udsigten, hen mod Længerne, samt Frederiksø og havnen.
Vi fortsatte ad Kongens Bakke og hen ad Lange Linie, hvor vi satte os ved Tælle Vig. Vi spiste madpakke og nød at sidde og kigge ud på klipperne og havet. Vi hoppede lidt længere ud ved vandet og smed fødderne i. Der var skøn læ på den østlige del af Christiansø.
Vi fortsatte mod nord, hen til Kildendalsvig, hvilket er en smuk stejlt klippe område, i en runding ind.
Længere mod nord kom vi til teltpladsen, samt skolen, og videre hen forbi fodboldbanen.
Vi gik tværs med stien på den nordlige del af Christiansø, og kom til Gyldenløves Bastion. Herfra er udsigten til den nordlige del af Frederiksø helt perfekt. Lille Tårn kan ses mellem stenene i fæstningen.
Vi gik forbi kirken, Ravelinen og hen til Store Tårn, og ned forbi købmanden, hvor det var tid til en sommeris. Den nød vi fra nogen borde og stole ud til vandet imellem Christiansø og Frederiksø. Vi gik en runde omkring Fyrmester boligen og de andre huse deromkring, og gik derefter ned til hvor Christiansø færgen ligger til kaj og ventede, så vi kunne se indsejlingen af færgen.
Vi gik ombord på færgen og var klar til at sejle retur til Gudhjem på Bornholm. Vinden var heldigvis faldet en smule, så hjemturen gik bedre.
Anden tur til Christiansø var en stille dag med 4 ms og høj sol. Her sad vi oppe på dækket begge veje, hvilket især var en stor oplevelse da vi sejlede forbi Græsholm. Her så vi massere af lomvier, og andre fugle. Græsholm er et fuglereservat.
Vi kan varmt anbefale en dagstur til Christiansø & Frederiksø – 2 klippeøer som vi danskere er heldige at have i vores ø-rige.