Sydøerne på Færøerne //

Når der skrives Sydøerne på Færøerne på Rundt i Danmar menes der øerne Sandoy, Suðuroy, Skuvoy, Hestur, Nolsoy, Koltur, samt Stóra Dímun og Lítla Dímun.
Disse øer ligger omkring den sydlige del af Streymoy og syd.

Nolsoy
Nolsoy ligger 5 km. øst for Torshavn, på den anden side af sundet Nólsoyarfjørðu. Nólsoy beskytter den naturlige havn i Tórshavn mod uvejr fra åben sø.
Navnet stammer formentlig fra klippehulen Borðholið (Nåleøjet) ved sydspidsen.
Nolsoy er ca. 9 km. lang, og 2,5 km. bred og har et areal på 10,3 km² og et indbyggertal på ca. 200. Alle indbyggerne bor i den eneste bygd Nólsoy, hvor der kun er få biler.
Nolsoy har 4 fjelde, det højeste er Eggjarklettur på det man kalder Høgoyggjin, ligger ikke mere end 372 moh., hvilket gør Nólsoy til den laveste ø på Færøerne. 
Mange af indbyggerne arbejder i Torshavn og tager færgen over hver dag.

Sydligst på Nolsoy ligger klippen Borðan (nåleøjet), her er et fyrtårn som  har betjent skibstrafiken til Tórshavn siden 1893. Fyrtårnet og fyrmesterboligen er bygget af tilhugget klippeblokke fra stedet. 

Nolsoy er et vigtigt hjemsted for mange fugle, bla. verdens største bestand af lille stormsvale (Hydrobates pelagicus), med omkring 50.000 par, 30.000 lunde par og 100 tejster par. Siden 1900 er bestanden af lunder kraftigt reduceret formentlig pga. fuglefangst.
Nólsoy har også Færøernes eneste kendte bestand af vilde butsnudede frøer.

Hestur (Hestø)
Hestur ligger sydvest for Kirkjubøur på Streymoy, sydøst for naboøen Koltur og nord for Sandoy.
Dens form er aflang og smal og kan minde lidt om en hest – deraf navnet. Der er kun en bygd på øen: Hestur bygd.
Hestur har et areal: 6,1 km² og har ca. 20 indbyggere.
Der er 3 fjelde på øen, hvor det højeste fjelde er Eggjarrók og Múlin, 421 m. og flere små indsøer.

På vestsiden er der kun lodrette fuglefjelde med kløfter og strandpiller, bla. Álvastakkur.
I fuglefjeldene er der et mylder af alle slags søfugle, bl.a. lomvier. 
Tilbage i tiden blev der drevet en del fuglefangst på øen, og mange steder var fangstpladserne lette at komme til.
Klippen er kraftigt nedbrudt og for ca. 200 år siden var der fjeldskred flere steder på øen, hvor hele fuglefjelde styrtede i havet.
Syd for ligger små søer, bl.a. Fagradalsvatn og Hálsvatn.
På sydkysten findes også grotten Klæmintsgjógv.

Siden vikingetiden eller den tidlige middelalder har der været bebyggelse på øen.
Den ældste boplads er på sydspidsen på Hælur (hælen). Her findes der rester af gammel bebyggelse, og det er øens solside, så korn modnes bedre der end andre steder på øen.
Dog er det næsten umuligt drive fiskeri derfra, og derfor er bygden  på østsiden.

Hestur´s vestside er meget stejl og her var der i gamle dage fuglefangst – især af lunder.
Der er gode fiskevande rundt om øen, og derfor er beboerne dygtige fiskere.
Men dette erhverv har også krævet mange ofre og i 1942 og 1965 anlagde man en bådehavn, hvor færgen fra Streymoy lægger til, samt bruges til fiskerbåde.
I dag bor der ca. 40 mennesker i 19 hustande på Hestur.
Mod nordvest ligger Koltur.

Koltur
Øen er nr. 17 af de 18 Færøske 18 øer i størrelse med sine 245 ha (2,5 km²), og er den mindste beboede ø i Øgruppen.
I 2020 boede der 2 persoer på øen.
Øens højeste fjeld er Uppi á Oyggj (eller Kolturshamar) på 477 m., som fylder en stor del af øen, og formentlig har givet navnet til øen, da det oldnordiske ord koltr betyder fjeldknude – en anden teori er at navnet stammer fra engelsk colt – der betyder føl – svarende til naboøen Hestoy (Hestø) lige syd for. 
Ca. halvdelen af øens jord er kongsjord (offentlig eje) og den er delt op i større og mindre bondegårde. I syd er øen smallere og lavere, og her ligger den gamle bygdejord. Oprindelig var øen én gård, men den blev opdelt i to gårde, og dermed har man fået to bygder – Heimi í Húsi og Norðuri í Gerðum. Udover husene her, er der rester af gamle bådehuse og stenhuse til tørv (bragt til fra de andre øer) i området ved Gróthåstanga.

Senere blev gårdene til fire gårde. I 2004 blev en af gårdene godkendt som økologisk jordbrug og her er ca. 170 får, 7 stk. skotsk højlandskvæg, gæs, hund samt en del sommerturister, som kan overnatte i telt på en teltplads med toilet.

Formentlig blev øen beboet efter vikingtiden og tidlig middelalder i 1400 tallet.
Der var registreret to gårde med kongsjord i kongens jordebog fra 1584, hvilket tillige er den første skriftlige omtale af øen.
Øens højeste indbygger tal er registreret til 50. Op igennem 1900-tallet faldt det antal beboere.

Øens har ingen fast færgeforbindelse, men om sommeren arrangeres der bådture fra Gamlarætt og Tórshavn, mens helikopteren fra Atlantic Airways flyver onsdage, fredage og søndage hele året.

Skuvoy (Skuø)
Øen er ca. 12 km² og ligger vest for den sydligste del af Sandoy, og nord for Store Dimun. Skúvoy er opkaldt efter Skúgvur, der er det færøske navn for storkjove, deer er en fugl.

Øens eneste bygd Skúvoy, ligger på øens østside med kajanlæg og lille havn, havde i 2020 40 indbyggere. Her er en lille skole og en købmand. Øen er bilfri – men der er dog små traktorer, som bruges til at køre varer op fra landingspladsen til bygden.

Skúvoy har passagerfærgeforbindelse med Sandur på Sandoy. 
Øens vigtigste næringsvej er landbrug, fiskeri og en begrænset fuglefangst.

Kirke på øen er fra 1937, den tidligere var fra 1852. Den er opført i hvidkalkede sten med et rødt eternittag. Over nordenden sidder en ottekantet tagrytter med et rødt spir.

Det højeste punkt er på vestkysten Knútur, her falder de 392 m. lodret mod havet. På øst- og især på sydøstsiden findes der et tusinder af lunder – på vestside findes lomvier. Tilbage i 1954 talte de ca. 2 mill. ynglende par, i dag er der kun få tusinde tilbage. Yderligere findes der også et rigt fugleliv inde på øen, samt en ternekoloni. Når ternerne yngler om sommeren, bør man være forsigtig med, hvor man træder. Ternerne vil beskytte deres reder og angriber i vovede styrtdyk.
Kjoverne – især storkjoven beskytter ligeledes deres reder.
Derfor anbefales det, at være forsigtig, når man vandrer på øen, da storkjover også kan styrtdykke efter mennesker, der kommer for tæt på deres rede eller unger.
I udmarken kan man bla. også møde almindelig kjove, strandskade, hjejle, dobbeltbekkasin og skærpiber.

Ved åen Botnsá, som løber i en dyb kløft mellem bygden og kirken, står resterne af en lille skvatmølle, der sandsynligvis er blevet brugt til maling af korn dengang man dyrkede korn på øen. I dag dyrkes der kun kartofler, rabarber og majroer til eget forbrug.
På kirkegården *Ólansgarður* ligger vikingehøvdingen Sigmund Brestissons grav.
I nordvest ligger dalen *Fagradalur*, også kaldet *Norður í Dal*, der er velegnet til vandreture. I dalen møder man basaltstenen *Tróndarsteinur*, og i nærheden af stenen ligger det 134 m. høje fuglefjeld *Høvdin*. Her yngler store flokke af rider og lomvier på de stejler klippevægge og fjeldsider.

Stóra Dímun
Stóra Dímun, på 2,62 km² ligger midt mellem Sandoy og Suðuroy. Øen har ca. 9 indbyggere. Øen har en gård, hvis drift er baseret på får og slagtekvæg. Dyrene slagtes i eget slagtehus. Yderligere har de færøske heste, gæs, ænder, kvæg og hunde. Fuglefangst, garving af skind og turisme er bierhverv på øen. Der er en skole på øen og tre lærere skiftes om at tage ud til øen for at undervise børnene.
I syd-sydøstlig retning ligger den ubeboede Lítla Dímun. Sundet mellem Stóra og Lítla Dímun og Suðuroy kaldes Suðuroyarfjørður, og sundet mellem Stóra Dímun og Skúvoy kaldes Dímunarfjørður.

Navnet Dímun, mener sprogforskere har keltisk oprindelse. Første del af ordet, dí eller di, betyder to, mens sidste del, mun, er en rest af det keltiske ord muinn, som betyder nakke, ryg eller høj. Dvs. at Dímun betyder to nakker, to rygge eller to høje.

Stóra Dímun har otte holmene og skær omkring. Øen har en ret rektangulær form som løber i en spids i nord, Múlin, og måler ca. 4 km på det længste i nordvestlig-sydøstlig retning.
Øen er med sine klippekyster meget utilgængelig, og den kan kun bestiges på vestkysten via bjerghylden Kleivin, som er risikabelt. De nordlige partier af øen udgør en højslette, Høgoyggj (395 moh.). Klettarnir (308 moh.) er en sydøstlig forlængelse af denne. Gården på øen ligger på en lavere højslette i sydvest, i læ af de højere partier.
De stejle næs rundt om øen er Múlin, Breiðanes, Álvisnebbi, Nøvan og Grønaskor. Mellem Múlin og Grønaskor ligger holmen Øssursdrangur.

Opgangen til øen består af trin udhugget i klippen og et rækværk, samt en kran med spil, der bliver brugt til at hejse varer og kreaturer op eller ned.
Helikopterruten har gjort det betydelig lettere at bo på øen i nutiden.
I 1938 byggede man et betonhus til færøbådene. Inde måtte man hejse bådene 100 m lodret op, hvor de blev opbevaret i en dam ved gården, for at de ikke skulle tørre ud.

Stóra Dímun er altid blevet anset som en frugtbar ø, med gode græsarealer og rige fuglekolonier. Primær erhverv er kvæg- og fåreholdet, med fangst af fugle og deres æg er en binæring. Årlig er der ca. 130.000 par havfugle på øen, herunder Lunde (40.000 par), ride (36.900 par), Lille stormsvale (15.000 par), Lomvie (29.600 individer) og Tejst (50 par). Grunden til det rige fugleliv er, at øen er rottefri.