- Valdemars Slot -

Valdemars Slot som det ser ud nu, er opført af Christian IV i perioden 1639-1644.
Slottets historie strækker sig længere dog tilbage til middelalderen.
Her hed gården Kærstrup og lå ca. 2 km sydvest for slottets nuværende placering.

Første (kendte) ejer af Kærstrup var Peder Nielsen Galen.
Han ejede gården mellem 1298-1312.
Hans datter giftede sig med den holstenske adelsmand Hartvig Krummedige.
Derfra kom gården til Henneke og Benedict Ahlefeldt.
De solgte gården i 1387 til Margrethe I (1353-1412).

Margrethe gav gården videre til Odense Bispestol.
Her brugte biskoppen Jens Andersen Beldenak gården flittigt. 
Beldenak kom fra beskedne kår som skomagersøn i Viborg.
Han havde kæmpet sig op til de højeste stillinger i samfundet.
I 1502 blev han udnævnt til biskop på Fyn.
Her blev han en af de mest indflydelsesrige mænd under kong Hans (1455-1513).
Da Christian II (1481-1559) blev konge i 1513 faldt Beldenak i unåde,  da han ikke ville give Kærstrup tilbage til Kronen.
Heller ikke Frederik I (1471-1533) brød sig om Beldenak, og fik ham derfor afskedige som biskop i 1529.

Beldenak blev dog boende på Kærstrup indtil 1532.
Herefter blev han bortført og fænglset for drabet på Otte Porsfeld.
Senere blev Beldenak løsladt, men nåede aldrig hjem til Kærstrup igen.
Han døde i 1537.

Kærstrup tilfaldt tilbage til kronen i 1536 tilfaldt.
Derefter blev gården i en årrække administreret af kongelige lensmænd.
I 1573 mageskiftede Kronen gården til Erik Ottesen Rosenkrantz.
Han ønskede at lægge hele Tåsinge under Kærstrup. 
Det lykkedes dog ikke.
Rosenkrantz døde i 1575.
I 1623 solgte hans barnebarn Erik Ottesen Rosenkrantz gården til Ellen Marsvin.

I de første årtier af 1600-tallet var præget af spekulationskøb og -salg af adelsgods.
Mange godsejere blev fanget i et net af dårlige lån, flere gamle adelsslægter gik fallit og et lille udsnit erhvervede sig mere jord og godser.
Ellen Marsvin udnyttede situationen, og fik udvidet sine godsbesiddelser.

I 1630 overlod Ellen Marsvin Kærstrup til sin datter Kirsten Munk.
Dette var på opfordring af Christian IV, der var gift med datteren
De havde sammen sønnen Valdemar Christian.
Han overtog allerede i samme år, hvor han blot var 8 år gammel.
Herefter blev gården kaldt Valdemars Slot.

Valdemar Christian fik datidens bedste uddannelse ved Sorø Akademi.
Efterfølgende tog han på dannelsesrejse rundt i Europa, og lod Christian IV opføre det nuværende slot. 

Christians IV skænkede Valdemar Christian en del krongods på Tåsinge, så at han kunne samle hele Tåsinge under ét gods.
Men nogen egentlig tilknytning til Tåsinge fik Valdemar Christian aldrig.
I 1644 vendte han tilbage til Danmark.
Kort efter startede kampen om, hvem der skulle efterfølge Christian IV på tronen.
Valdemar Christians svogre, ikke mindst Corfitz Ulfeldt og Hannibal Sehested, forsøgte at køre Valdemar Christian i stilling som tronarving.
Dette lykkedes ikke, og den nye konge blev Frederik III (1609-1670).

Da Corfitz Ulfeldt senere faldt i unåde hos kongen, blev trængslerne for Valdemar Christian store.
Han havde knapt med penge, og han opholdt sig resten af sin tid mest i udlandet.
Han døde i 1656 i Polen i svensk krigstjeneste.

Valdemars Slot gik efter sønnens død tilbage til Kirsten Munk.
Hun døde i 1658.
Hun efterlod slottet til sin datter Hedevig.
Ved krigene mod Sverige i perioden 1657-1660 blev hovedbygningen hårdt medtage.
Hedevigs havde dårlig økonomi, og hendes kreditorer gjorde derfor udlæg i såvel gods som hovedbygning.
Hensigten var egentlig, at det store slottet skulle nedrives.

Heldigvis blev hovedbygningen reddet af admiral Niels Juel.
Juel tilhørte en gammel dansk adelsslægt Juel, der kan føres tilbage til 1350.
Han var uddannet ved Sorø Akademi, men tog efterfølgende på en lang udenlandsfærd.

Danmark havde hårdt brug for veluddannede søfolk.
I 1656 blev Niels Juel derfor kaldt hjem og fik  kommandoen over sit første skib.
Et år senere i 1657 blev han udnævnt til Holmens admiral.
I tiden mellem 1657 og 1660 deltog han i Karl Gustav-krigene.

Under den Skånske Krig (1675-1679) ledede Niels Juel den danske flåde.
De erobrede Gotland i 1676.
Hans største bedrift var danskernes sejr over en overlegen svensk flåde i et stort søslag på Køge Bugt den 1. juli 1677.
Juels sejr stor vakte opsigt i hele Europa.

Efter sejren i Køge bugt blev det økonomisk muligt for Niels Juel at erhverve sig det meste af Tåsinge.
En del af jordtilliggendet fik han af kongen som betaling for  sin indsats i krigen.
Han købte selve slottet af de kreditorer, der havde overtaget det efter Hedevig.

Juels plan var at samle hele Tåsinge under Valdemars Slot.
Hans pligter i flåden holdt ham imidlertid  i København.
Det var derfor hans søn Knud Juel, der overtog godset ved farens død i 1697, som realiserede planerne.

Knud Juel opkøbte jorden på Tåsinge og lod i sit testamente oprette stamhuset Tåsinge til fordel for sønnen Niels Juel.
Stamhuset blev en realitet i 1711, og Niels Juel fortsatte farens bestræbelser på at styrke godsets drift og økonomi.
Han startede bla. på frugtavl for godsets fæstebønder, samt han oprettede et væveri på godset.
Ved ombygning og renovering i 1754 fik hovedbygningen dens nuværende udseende, da han lod Christian IV’s renæssanceborg ombygge til et moderne rokokoanlæg.

Niels Juel fik ingen børn.
I 1767 overtog nevøen Frederik Juel derfor Valdemars Slot.
I hele 60 år var han som godsejer på Tåsinge.
Han interesserede sig især for landbruget, og under hans ledelse kom stamhuset Tåsinge igennem landbrugsreformerne på fredelig manér.

Udskiftningen af godsets landsbyfællesskaber tog fart i 1790’erne på Valdemars Slot.
Ligesom Frederik Juel i samme periode påbegyndte en gradvis afløsning af hoveriet, dvs. fæstebøndernes pligtarbejde.
Frederik Juel, som var stærkt inspireret af oplysningstidens tanker, søgte at etablere et fattigvæsen på Tåsinge.
Dette var for at sikre godsets fattigste og mest trængende beboere.
Han indrettede således to fattighuse, hvor de mest trængende kunne bo.

Efter Frederik Juels død i 1827 arvede hans søn Carl Juel godset.
Han var gift med Sophie Frederikke Stieglitz-Brockdorff.
I 1812 havde han, med udgangspunkt i hustruens ejendom Scheelenborg – oprettet baroniet Juel-Brockdorff.
Baroniet det meste af 1800-tallet var Valdemars Slot ubeboet og blev drevet af forvaltere.

I ca. 1900 havde godsets meget dårlig økonomi.
Stamhuset blev sat under administration.
Fæstegårdene blev solgt til bøndernes selveje, hvorpå en tiltrængt renovering af hovedbygningen kunne lade sig gøre.
Pga. Valdemars Slot havde stået ubeboet i store dele af 1800-tallet, var hovedbygningen blevet forsømt.
Ved de Slesvigske Krige blev Valdemars Slot desuden brugt som hospital for sårede soldater.
I 1912 var det nødvendigt at restaurere hovedbygningen.

Godset overgik til fri ejendom i 1923.
Derpå afstod ejeren Carl Frederik Sophus Vilhelm Iuel-Brockdorff  110 ha af godsets jord til udstykning.

I 2003 arvedes Valdemars Slot af Caroline Fleming.
I 2011 valgte hun at sælge Valdemars Slot tilbage til sin far.
I 2022 overtog Louise Albinus Valdemars Slot.

Valdemars Slot drives i dag som en sammensat virksomhed.
Driftsområder inde for landbrug, skovbrug, udlejning, turisme, events, hotel og restauration.